Nyhed

Rigmor har fået vokseværk – nu skal de optræde i en af Københavns største sale

Når det populære Aarhus-band vender tilbage til København i 2025, bliver det til den største sal, de hidtil har afholdt headliner-koncert i.

Den aarhusianske indierock-kvartet, Rigmor, har haft nogle hæsblæsende år siden albumdebuten, Glade blinde børn fra 2022. Det har ledt dem på omfattende Danmarksturnéer, til Roskilde Festival, DR’s Koncertsal og meget mere, og i marts næste år når bandet endnu engang nye højder, når de spiller i den største sal, de hidtil har afholdt headliner-koncert i: Store Vega.

”Odense slog en magisk jernring om Aarhus-bandet, der snart bliver allemandseje”, var overskriften på GAFFAs seneste anmeldelse af en Rigmor-koncert. Koncerten blev afholdt i marts i Studenterhuset i Odense, og den var helt og aldeles udsolgt. GAFFAs anmelder kvitterede med fem ud af seks stjerner til bandet, der netop havde udgivet albumtoeren: Vælter vi mørket. Om koncerten hed det også, at her stod "endnu et Aarhus-band [der] er på vej til at tage nationen med storm".

Albumtoeren modtog ligeledes fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder, Amalie Löwén, der blandt andet beskrev det med følgende ord: 

"Der er på en og samme tid noget super originalt over Rigmor og samtidig noget nostalgisk og støvet. Det er intelligent musik, hvor der er tænkt over hver detalje og krølle, men samtidig rummer Rigmor også et strejf garage-rock. Det er svævende og drømmende, men også umiddelbart og tilgængeligt. Sol og mørke på en og samme tid".


Efter udgivelsen af Vælter vi mørket har Rigmor også brudt gennem lydmuren ind til både Sverige, Norge og Grønland, hvor de også har givet koncerter siden udgivelsen.

I foråret 2025 kan du altså opleve det anmelderroste band, når de under deres Vælter vi mørket-forårsturné blandt andet gæster Store Vega d. 29. marts 2025. Billetterne er sat til salg og kan købes her.

ANNONCE