Nyhed

The Grenadines: "Der er brug for, at mænd tager mere ansvar"

De tre bandkammerater og familiefædre sender en klar opfordring til mænd på ny singleudgivelse

"Smile" oser af fest, sex og champagne, men Kasper Ejlerskov, Dennis Debannic og Morten Fillipsen fra The Grenadines sender samtidig en venlig men bestemt opfordring til mænd om at tage ansvar for intimiteten i parforholdet. 

"I en verden hvor kvinder både bærer the mental load, og ses som en underskudsforretning for statskassen i et forkvaklet økonomisk system, så er der brug for, at mænd tager mere ansvar - også for nærhed, for samtalen og ligeværdet", udtaler Dennis Debannic fra The Grenadines i en pressemeddelelse.

"Smile" er forløber til trioens fjerde album, og markerer samtidig et musikalsk skifte med friere ramme. The Grenadines har tidligere hentet inspiration fra de helt store 70'er kanoner som Fleetwood Mac og The Eagles, men vender nu blikket længere tilbage i tiden mod 60'ernes lydlandskaber.


"Vi havde et behov for at at genfinde det legende element i vores sangskrivning. Det har været utroligt sjovt at sprænge de musikalske rammer, vi efterhånden havde barrikaderet os bag. Med genreskiftet føltes det pludselig, som om alt var tilladt. Spændetrøjen blev løsnet", fortæller Kasper om den nye musikalske retning, der kommer til at præge deres kommende album, som udkommer i 2025.

The Grenadines har tidligere udgivet The Grenadines i 2015, Band on the Radio i 2018 og Everything We Dreamt Of i 2021. 


LÆS OGSÅ: Vil du gerne bo som en rockstjerne? Nu har du muligheden

ANNONCE