Nyhed

Aarhus er i fokus, når Sydeuropas musikbranche mødes i Athen

Deltagerne skal blandt andet høre om, hvordan Aarhus er med til at støtte fremtidens musikstjerner

I næste uge mødes musikbranchekollegaer fra Sydeuropa i Athen, når den græske pendant til Spot Festival går i gang. Her kan profiler fra forskellige afkroge af musikindustrien mødes og udveksle erfaringer, mens de samtidig får lov til at snuse til talenter fra det lokale vækstlag. 

Athens Music Week løber stablen fra den 22. til 25. maj, og på konferenceprogrammet kan man opleve en præsentation med titlen "Aarhus: A Shining Example of the Music Cities Network’s Vision". 

Aarhus er nemlig en del af Music Cities Network, som er en tværnational nonprofit-forening, der arbejder for vidensudveksling og samarbejde mellem musikbyer over hele verden. Netværket blev grundlagt i Brighton den 17. maj 2016, og omfatter i dag byerne Aarhus (DK), Bergen (NOR), Berlin (GER), Göteborg (SWE), Groningen (NL), Hamburg (GER), Manchester (UK), Reykjavik (ISL), Sydney (AUS) og Valencia (ES).


Under Athens Music Week kan den internationale musikbranche høre om, hvordan Aarhus er med til at støtte lokale talenter og udvikle musikscenen. Athen Music Week beskriver selv oplægget med disse ord: 

"Aarhus, en musikby i årtier, er stolt bidrager til den danske musikscene ved at producere og fremme talent. Musik er dybt forankret i byens kulturelle DNA, og Aarhus har en lang tradition for en velrenommeret, mangfoldig og ofte trendsættende musikscene. Dette oplæg vil vise, hvordan Aarhus eksemplificerer Music Cities Networks vision ved at pleje sin rige musikarv og støtte fremtidige talenter. Kom og hør om, hvordan Aarhus fortsætter med at lede og inspirere inden for Music Cities Network".

Det er Jesper Mardahl, som er medstifter af Music Cities Network, daglig leder af Produktionscenteret for Rytmisk Musik i Aarhus og ikke mindst konferenceansvarlig for musikbranchedelen af Spot Festival, Spot+, som skal afholde oplægget i Athen. I en pressemeddelelse fortæller Jesper Mardahl, at han ser frem til at besøge den græske showcasefestival og fortælle den sydeuropæiske musikbranche om Aarhus som musikby.


"Det er meget flotte ord at få med på vejen, så jeg er meget glad for invitationen og ser meget frem til at besøge festivalen og få mulighed for at præsentere vores arbejde og mange aktiviteter med både Promus og vores internationale netværk, Music Cities Network”, udtaler Jesper Mardahl.

Oplægget bliver efterfulgt af en paneldebat som handler om, hvordan man kan bruge musik og kultur til at fremme bæredygtig social og økonomisk vækst. Læs mere her.

LÆS OGSÅ: En af verdens mest hypede festivaler kommer til Europa


ANNONCE