Nyhed

David Gilmour udvider comebackturné

Den 78-årige Pink Floyd-legende har offentliggjort koncerter i flere lande i anledning af nyt album

For få uger siden landede nyheden om den forestående udgivelse af Luck and Strange - den i dag 78-årige Pink Floyd-guitarist David Gilmours første soloalbum i ni år, som er sat til udgivelse den 6. september via Sony Music. 

Efterfølgende har guitarlegenden annonceret en sjælden række koncerter i anledning af udgivelsen - og det er naturligvis kun Englands mest ikoniske venue, som kan gøre det.

Ligesom tilfældet var, da Gilmour udgav Rattle That Lock i 2015, vil han give en række koncerter i Royal Albert Hall i London til efteråret - mere præcist den 9. til 15. oktober. Billetterne blev sat til salg fredag den 10. maj.


Nu har Gilmour imidlertid annonceret yderligere koncerter i kølvandet på albummet - og endnu engang er der tale om et residency i helt særlige omgivelser. Nøjagtig en uge efter de engelske koncerter offentliggjorde Gilmour således seks shows i Circus Maximus i Rom forud for de britiske koncerter.

Hertil kommer fem koncerter i Madison Square Garden i New York samt tre i Hollywood Bowl, Los Angeles.

Gilmours kommende album er skabt i samarbejde med den væsentligt yngre producer Charlie Andrew, som Gilmour i sit pressemateriale har rost for sin uimponerede tilgang til opgaven. Størstedelen af sangteksterne på Luck & Strange er skrevet af Gilmours hustru og mangeårige samarbejdspartner Polly Samson.


Forholdet mellem Roger Waters og David Gilmour når nyt lavpunkt

ANNONCE