August Høyen kan blandt andet opleves på Northside Festival i år
August Høyen udkommer i dag med singlen "Jaloux", som vender og drejer en af de mest skamfulde følelser, alle mennesker oplever i løbet af deres liv. På den nye single reflekterer August Høyen over jalousiens paradoks, som både viser sit grimme ansigt af årsager, man ikke forstår, men samtidig ligger grund for, at man i dag er sammen:
“Jeg ved jo godt, at ham der var før mig, har gjort at du elsker mig nu".
August Høyen har haft et vildt år. Med debut-ep’en Det Hele Handler Om Dig fra maj 2023 fik den unge sangskriver et regulært gennembrud, og GAFFAs anmelder fremhævede dengang også sangskriverens talent for at beskrive hverdagens følelser i musikken:
"Det er nænsomt. Det handler om følelser, og så er det oprigtigt. Man finder simpelthen ikke en eneste frasering, der ikke kommer fra hjertet. Stemmen er som smurt ind i Kærgården. Smukt blandingsprodukt af sjæl og sing-along-sikre omkvæd".
Efter debut-ep'en har August Høyen optrådt på både Roskilde Festival og Smukfest, og spillet en række udsolgte koncerter blandt andet i Store Vega. I år kan man opleve August Høyen på Northside Festival i Aarhus. Varm op med den nye single "Jaloux" nedenfor.
LÆS OGSÅ: AUGUST HØYEN-INTERVIEW: Kærlighed kan være klodset og forvirret