Nyhed

FOTOSERIE: Distortion indtog Nørrebro

Årets Distortion-festival er i fuld gang, og torsdag var festen rykket til Nørrebro

Årets Distortion-festival er i fuld gang, og efter åbningen onsdag på Rådhuspladsen var den udendørs del af festen torsdag rykket til Nørrebro. GAFFAs fotograf Helena Lundquist og Distortions fotografer Alex Christensen, Emily Smith, Flemming Bo Jensen, Mikkel Schmidt Nielsen, Patryk Kuziemski, Simon Lau, Simon Lorey Kjærsgaard, Sofie Jimenez og Valdimar Thor Johanneson har taget en fotoserie af den intense stemning. Se alle billederne ovenfor.

Distortion på Nørrebro bød blandt andet på Mormordistortion, 1000 meterløb ned ad Nørrebrogade, dragqueens, Crunchy Frog-bands, børnerave, Hundedistortion, danseshows på Sankt Hans Torv, busløft over Dronning Louises Bro, langbordsmiddag ved Assistens Kirkegårdens gule mur eller wrestling og hornmusik.
I dag fortsætter festen ved Københavns Havn, til den gratis Distortion Havnefest kl 15-21 med Waterfest-udspring og DM i maveplasker, skaterkonkurrencer på Reffen Street Food, Daliy Dak, fest under Knippelsbro og disco i Havnebussen med mere.

I aften går det løs på Refshaleøen, når Distortion Ø åbner sin to-dags festival med internationale elektroniske artister såsom Sara Landry, Avalon Emerson, I Hate Models, DJ Heartstring, DYEN, Partyboi69, Sven Väth, Klangkuenstler, Anfisa Letyago og danske Main Phase. Partoutbilletter til Distortion Ø er udsolgt, men man kan stadig købe endags-billetter til fredag og lørdag.

LÆS OGSÅ: NOAH CARTER PÅ DISTORTION: BOC’s hemmelige våben kæmpede med at holde skuden oppe

ANNONCE