Nyhed

KØBENHAVN PÅ SØNDERJYSK: Tønder Festival rejser til hovedstaden

Tønder Festival præsenterer tre spændende artister til dette års Copenhagen Jazz Festival

TILFØJELSE: Tønder Festivals "Friendly Takeover" på Den Røde Plads arrangeres af festivalen Roots & Jazz, som arrangerer gratis koncerter under Copenhagen Jazz Festival.

Den 9. juli flår Tønder Festival teltpløkkerne op fra den sønderjyske muld og planter dem midt på Nørrebro, når festivalen laver en såkaldt "Friendly Takeover" på Copenhagen Jazz Festival. Her står Tønder Festival for en musikalsk tretrinsraket midt på Den Røde Plads, hvor man kan opleve artister fra Danmark, USA og Skotland. 

Sønderjyske Rikke Thomsen spiller klokken 16.00 og er i løbet af få år blevet et særdeles populært navn. Som sangskriver er hun blevet særligt kendt af at skrive sine sange sønderjysk dialekt. Hun brød igennem i 2019 med ep’en Omve’n hjemve, fik fornemme anmeldelser og modtog samme år Modersmål-Prisen. Hendes seneste album er Makværk fra efteråret 2023, som GAFFA anmeldte til fem ud af seks stjerner.


Fra USA kommer sangskriveren Luke Winslow-King, som optrådte på Tønder Festival i 2018 og 2019. Luke Winslow-King er guitarist, sanger og sangskriver med base i New Orleans, og han indtager Den Røde Plads klokken 18.00. Hans musikalske grundpille er blues, og han bevæger sig i et miks af mange stilarter såsom deltablues, ragtime, folk og rootsrock. Hans seneste album er If These Walls Could Talk fra 2022.

Som afslutning på Tønder Festivals tretrinsraket kan man opleve det skotske band Elephant Sessions klokken 20.00, som også spiller på dette års Tønder Festival. Elephant Sessions blander folk, funk, electronica og meget andet til en potent neo-folk-cocktail. De har vundet BBC’s Scots Trad Music Award i 2017 0g 2022 i kategorien Album of the Year og i 2018 for Live Act of the Year. Gruppens seneste album er For The Night fra 2022.

Koncerterne er gratis. Læs mere her.


ANNONCE