Nyhed

Mandlige anmeldere kritiseres efter Swifts svenske koncerter

Kronik i stor svensk avis beskylder mandlige anmeldere for manglende viden og sjuskede og forudsigelige anmeldelser

I en kronik i Aftonbladet kritiserer skribenten Irena Požar mandlige, svenske anmeldere for at levere forudsigelige, sjuskede anmeldelser af Taylor Swifts stærkt imødesete, svenske koncerter - og for ganske enkelt ikke at vide nok om emnet.

"Alle mændene gav hende fire stjerner, præcis som man kunne have forventet. De udråbte "All Too Well" til aftenens højdepunkt," skriver Irena Požar i Aftonbladet.

Po Tidholm, anmelder ved Dagens Nyheter, mener dog, at Požar selv er mindst lige så forudsigelig, når hun kommer med sin "obligatoriske" artikel om, at de forkerte journalister var sendt i byen for at anmelde verdensstjernen.


"Jeg er nødt til at påpege det indlysende her: Musikkritik er også kritik," skriver Tidholm i DN.

Emma Thimgren, GAFFAs anmelder ved den første af Swifts koncerter i Friends Arena, uddelte de maksimale, seks stjerner og konkluderede:

"Den sprudlende stemning vælter ud i majnatten, da et saligt publikum forlader arenaen. Nu er det største spørgsmål ikke længere, hvordan Taylor Swift vil bevise sig selv over for verden, men hvordan hun vil være i stand til at overgå sig selv, når hun er blevet sin egen største konkurrent. Men med Swifts evne til konstant at innovere er det nok ikke noget, vi behøver at bekymre os om."


Alle mine venner lugter enten af pot eller spædbørn

ANNONCE