Nyhed

Officielt: Musikhuset Esbjerg overtager Tobakken

Nu er det officielt: Musikhuset Esbjerg får nøglerne til Tobakkens lokaler inden længe

Nu er det officielt: Musikhuset Esbjerg får nøglerne til Tobakkens lokaler den 1. august 2024 og forventer fuld drift i midten af 2025 efter Esbjerg-spillestedets konkurs i marts 2023.

I en pressemeddelelse siger direktør for Musikhuset Esbjerg, Torben Seldrup: ”Vi vil skabe et spillested, hvor de gode ting fra det gamle Tobakken bliver bevaret, men hvor der også kommer til at ske en masse spændende, nye ting. Vi vil have fokus både på de store, populære navne, på vækstlaget og på det lokale musikmiljø. Allerede nu går vi i gang med at søge efter en booker, der skal ansættes hurtigst muligt og sætte den kunstneriske kurs for Tobakken."

Dette suppleres af borgmester for Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen: ”Vi er ovenud tilfredse med, at byrådet i dag (mandag, red.) har givet mandat til Musikhuset Esbjerg om at overtage driften af Esbjergs vigtige rytmiske spillested. I en kultur- og oplevelsesby skal vi selvfølgelig have flere musikscener, og jeg er rigtig glad for, at Tobakken nu genopstår.”


”Det er en enig bestyrelse, der har besluttet, at Musikhuset skal påtage sig den store og vigtige opgave, det er at drive Tobakken. Vi er overbevist om, at vi er de rette til at løfte opgaven, og vi vil gøre vores ypperste for at sikre, at sydvestjyderne får et fantastisk rytmisk spillested,” siger Johnny Søtrup, bestyrelsesformand for Musikhuset Esbjerg.

Fokus på driftsikkerhed
Formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose siger: ”Jeg er så glad for, at vi er landet på den her gode løsning for at genåbne Tobakken. Musikhuset er en stabil og driftssikker operatør, og efter den her lange proces, så er der ingen tvivl om, at det er lige det vi musikelskere har brug for, så vi kan få Tobakken op i fuld gear igen."

Ny booker skal hyres
Hurtigst muligt skal en booker til det nye Tobakken findes. Stillingen er netop slået op. 


Aftalen om Tobakken
Aftalen om tilskud til Tobakken gælder i første omgang for tre år, hvor Esbjerg Kommune årligt bidrager med 5,9 millioner kroner. Aftalen indeholder blandt andet:

  • 40 gratisdage, hvor byens unge og lokale musikforeninger kan bruge Tobakkens faciliteter og medarbejdere gratis til at holde blandt andet koncerter, som er tilgængelige for alle. Værdi for musikforeningerne: 1,5 millioner kroner.
  • Musikhuset Esbjerg/Tobakken etablerer et rådgivende forum med repræsentanter fra musikforeninger i Esbjerg kommune. Der udpeges minimum 5 repræsentanter, og i dette forum kan der stilles forslag til programlægningen på Tobakken, og i den forbindelse sættes fokus på udviklingen af koncerter og arrangementer, hvor de unge og vækstlaget bliver inddraget.
  • Musikhuset/Tobakken skal hvert år aflevere et revisorgodkendt internt regnskab til Esbjerg kommune, hvor der krone for krone bliver redegjort for, hvordan det kommunale tilskud er brugt, så vi sikrer lovligheden i forhold til kommunalfuldmagten.
  • Musikhuset skal skabe aktiviteter og arrangementer i den store sal, lille sal og på caféscenen på Tobakken.

LÆS OGSÅ: CHOK I ESBJERG: Så stor er gælden fra Tobakken

ANNONCE