Den afdøde Gnags-guitarist ville være fyldt 70 år til oktober
For lidt over et år siden landede den triste nyhed om, at Gnags-guitaristen Per Christian Frost var gået pludseligt bort. Til oktober ville Frost være fyldt 70 år - og i den anledning samles en række kolleger - og en udvidet udgave af Frosts eget backingband - for at mindes guitaristen.
Det foregår på selve fødselsdagen den 30/10 i Musikhuset Aarhus, og på plakaten er notabiliteter som Lis Sørensen, Peter AG, Sanne Salomonsen, Poul Krebs, Søren Sko, Kajsa Vala, Peter Vuust, Henning Stærk og Lars Muhl.
Billetsalget til den særlige aften starter i morgen (31/5) via Musikhusets hjemmeside. Du kan se en liste over samtlige medvirkende under artiklen.
Per Christian Frost blev 68 år og var aktiv frem til sin død. Han turnerede som solist i januar og februar '23, hvor GAFFA anmeldte ham på Dexter i Odense under overskriften "Den generte mand og guitaren".
Frost var guitarist i Gnags fra 1974-97, hvorefter han udgav en række soloplader. Han kom dog tilbage i 2015 og medvirkede på Gnags' tre seneste soloalbum, herunder sidste års På ryggen af en drøm, og de følgende turnéer.
Guitaristen spillede gennem årene også med navne som Sanne Salomonsen, Lis Sørensen, Thomas Helmig, Søs Fenger - og ved en enkelt lejlighed sågar med den amerikanske bluesguitarist B.B. King, ved en koncert i Aarhus.
I 2005 modtog Frost den prestigefulde musikerpris Ken Gudman Prisen, der bliver givet til en dansk musiker, der "i særlig grad har udmærket sig som musikalsk håndværker, altid har ladet musikken komme i første række, og som aldrig har sat sin personlige integritet over styr."
BOGANMELDELSE: Karruselkongen gør status i læseværdig erindringsbog