Nyhed

Per Christian Frost er død

Gnags-guitaristen blev 68 år

Gnags-guitaristen Per Christian Frost er død, oplyser hans familie på Facebook.

"Det er med et tungt hjerte, at jeg må meddele, at Per Frost, vores elskede mand, far og farfar er gået bort," skriver sønnen Carl i et opslag, som Ekstra Bladet citerer.

Per Christian Frost blev 68 år og var aktiv frem til sin død. Han turnerede som solist i januar og februar i år, hvor GAFFA anmeldte ham på Dexter i Odense under overskriften "Den generte mand og guitaren".


Frost var guitarist i Gnags fra 1974-97, hvorefter han udgav en række soloplader. Han kom dog tilbage i 2015 og medvirkede på Gnags' tre seneste soloalbum, herunder sidste års På ryggen af en drøm, og de følgende turnéer.

Guitaristen spillede gennem årene også med navne som Sanne Salomonsen, Lis Sørensen, Thomas Helmig, Søs Fenger og den amerikanske bluesguitarist B.B. King, sidstnævnte ved en koncert i Aarhus i 1997.

I 2005 modtog han den prestigefulde musikerpris Ken Gudman Prisen, der bliver givet til en dansk musiker, der "i særlig grad har udmærket sig som musikalsk håndværker, altid har ladet musikken komme i første række, og som aldrig har sat sin personlige integritet over styr."


ANNONCE