Nørrebro-spillestedet genåbner med en ugelang musikfejring
Snart kan de lokale musikelskere på Nørrebro igen glæde sig til at besøge deres lokale spillested, når Alice vender hjem efter fire turbulente år. Midt under pandemien i 2021 blev Alice ramt af udfordringer med ventilationen, der gjorde det sundhedsskadeligt at afholde koncerter i salen, som siden har stået tom. Alice meddeler nu, at man genåbner spillestedet i dets oprindelige rammer den 6. september med et syv-dages langt musikprogram, som afspejler stedets musikprofil.
Efter spillestedet blev ramt af ventilationsproblemer, gik Københavns Kommune ind med en bevilling på 7,4 millioner til udvendig renovering og renovering af ventilationen. Derudover blev Alice tilgodeset af A. P. Møller Fonden, som sidste år donerede en bevilling på tre millioner til en indvendig renovation.
Spillestedsleder HC Gimbel udtaler i en pressemeddelelse, at han glæder sig til at flytte Alice hjem til Nørrebro:
“Vi har det sidste 1,5 år været genhuset i Vanløse. Det er lykkedes med et flot billetsalg. Men selvom vi har publikum fra store dele af landet og hele vejen rundt i København og omegn, kan vi også se, at en meget stor del af publikum stadig er kommet med fra Nørrebro. Selvom det derfor selvfølgelig er ærgerligt at flytte fra lokaler, som vi har brugt enorm energi på at bygge op over de sidste 1,5 år, er der ingen tvivl om, hvor vi hører hjemme. Derfor glæder vi os enormt til at komme tilbage til vores kernepublikum på Nørrebro i september".
Stor genåbningsfest
Alice genåbner i sine gamle rammer på Nørrebro den 6. september og fejrer flytningen med et musikprogram, som strækker sig over syv dage. Alice nedsatte en musikgruppe i 2023, som skal arbejde for en bredere repræsentation på spillestedet. Alice skrev dengang, at den nye musikgruppe skal være med til at udvide spillestedet til ikke bare at være en koncertvirksomhed, men også give plads til den demokratiske samtale.
Programmet for åbningsdagene er booket af Alices musikgruppe og byder på blandt andet congolesisk afrofunk, post-traditionel folkemusik fra Nordkaukasus, et indvielsesritual med seks trommeslagere, uimodståeligt sækkepibespil, en britisk dub-legende, ekstatiske dansefester med mere.
Musikgruppen består af medlemmer fra forskellige grene af musikbranchen: Sofie Westh fra Another Life, Isabel Douglass fra Lux Boreal og Tone Chamber samt Ulf Eriksson fra spillestedet Inkonst i Malmø. Derudover er Malika Mahmoud Henriques tilknyttet musikgruppen som konsulent med særligt fokus på den elektroniske scene og dj's.
Nanna Ruus er fortsat booker og kunstnerisk producent på spillestedet. I en kommentar til GAFFA fremhævede hun det brede erfaringsgrundlag som en styrke, da musikgruppen blev nedsat i september 2023:
- Med den nye musikgruppe lægger vi fundamentet for en ny kollektiv måde at skabe et koncertprogram. Vi har alle meget forskellige erfaringsgrundlag og interesseområder, der både stikker i forskellige retninger og overlapper med hinanden. Man kommer til at se mange rigtig spændende samarbejder og “krydskuraterede” aftener på Alice, som føles nye, friske og genreopløsende, fortalte Nanna Ruus til GAFFA.
Spillestedsleder HC Gimbel udtaler i en pressemeddelelse, at åbningsugen skal være med til at vise, hvilket musikprogram et sted som Alice repræsenterer.
“Når Alice genåbner i september bliver det en ugelang og stor fejring, hvor et vidtfavnende og diverst program vil manifestere, hvem Alice er. Et samlingssted for koncerter, hvor man i fællesskab kan komme og opleve alt det, man ikke normalt ser rundt på de danske scener og derfor en lille, nødvendig oase, hvor man kan få en ekstra dimension af mangfoldigheden inden for rytmisk musik fra hele verden midt i Nørrebros smeltedigel af kulturer”.
Billetter til samtlige koncerter i åbningsprogrammet bliver sat i salg i morgen den 8. maj klokken 10.00.
LÆS OGSÅ: Ny musikgruppe skal sikre diversitet og mangfoldighed på københavnsk spillested