Nyhed

NY RAPPORT: Musik er kunstarten i Danmark med skævest kønsfordeling

Tallene afslører, at musikbranchen har en særlig skæv kønsfordeling. Fagforbund peger på usynlige bias som en del af årsagen

73% af alle musikere i Danmark er mænd. Det viser data fra en ny rapport, og musik er altså kunstarten med den skæveste kønsfordeling i landet. Rapporten Kunstnere i tal er udgivet af Dansk Kunstnerråd og baserer sig på tal fra Danmarks Statistik, Dansk Kunstnerråd og 19 medlemsorganisationer af Rådet. Rapporten inddeler kunstnere i fem kunstarter: billedkunst og formgivere, film og TV, musik, skuespil og scenekunst samt forfattere og ord.

Musiker og bestyrelsesmedlem i Dansk Musiker Forbund - som er blandt medlemsorganisationerne i Dansk Kunstnerråd - Henrik Jansberg fortæller i rapporten, at den skæve kønsfordeling inden for musikområdet blandt andet skyldes strukturelle tendenser og usynlige bias såsom forskelsbehandling og diskrimination.

”Flere undersøgelser peger på, at uligheden bl.a. skyldes strukturelle barrierer som usikkerhed om løn, barsels- og pensionsvilkår. Dårlige arbejdsvilkår gør, at en del kvinder går andre veje i deres uddannelses- og arbejdsliv, selvom de har både interesse og talent for musikken. Men vi kan også se, at uligheden mellem kønnene i musiklivet handler om ensomhed, forskelsbehandling og diskrimination”, fortæller Henrik Jansberg, som understreger, at der findes en række initiativer, som kan forbedre vilkårene for kvinder i musikbranchen.

”Vi skal skabe bedre rammer og vilkår for at arbejde professionelt med musik, hvis vi vil blive bedre til at tiltrække alle de talenter, der er derude. Men vi skal også modvirke bias ved at tale om de udfordringer, kvinder og minoriteter har i branchen. Desuden hjælper det at have diversitetspolitikker, code of conducts, og generelt være opmærksom på balancer i booking og repræsentation,” siger han i rapporten.


 Dyk selv ned i tallene her. 


LÆS OGSÅ: Succesfuldt kursus kommer til København: Kvinder og kønsminoriteter kan også stå bag mixerpulten

ANNONCE