Nyhed

Asbjørn gik viral på den forkerte side af internettet: "Jeg synes selv, det er virkelig sjovt"

Den danske popsensation Asbjørn gik viral, uden han selv havde opdaget det. I dag er han glad for den uventede opmærksomhed

 Da aarhusianske Asbjørn tog tilbage til sin anden hjemby, Berlin, var det for at promovere sit nye album The Secret Out Bodies Hold. Asbjørn har tidligere fortalt, at det tyske marked er attraktivt for en artist som ham, og da det anerkendte medie Berliner Zeitung ville lave et interview med ham, var det en stor mulighed for den danske popsensation, der også spillede på Roskilde Festival i år. Hvad han ikke vidste på daværende tidspunkt var, at en af hans sange pludselig ville få opmærksomhed fra en uventet kant. 

I forbindelse med Berliner Zeitung-interviewet skulle der tages nogle billeder af Asbjørn, og han fortæller i et interview til GAFFA, at han med det samme var helt sikker på, hvilken lokation fotoshootet skulle finde sted på. 

- Der er en sang på albummet, som hedder "Dinotopia", og det har altid været min plan B, at jeg skulle være palæontolog, hvis ikke det lykkedes med musikkarrieren. Derfor var det oplagt at tage billederne til artiklen på Naturhistorisk Museum i Berlin, hvor der er udstillet nogle store dinosaurer-skeletter, fortæller Asbjørn. 

I løbet af fotoshootet poserer Asbjørn under skelethalen på en 13 meter lang Brachiosaurus, hvilket ikke gik ubemærket hen. En museumsgæst filmede nemlig Asbjørn, der var travlt optaget af at kigge ind i kameraet, mens han lå på alle fire og strakte ryg som et rovdyr fra Juratiden, og den hemmelige videooptagelse blev senere delt i et særligt hjørne på internettet.

- Jeg var jo fokuseret på at lave photoshootet, så jeg opdagede ingenting, men jeg kan jo sagtens forstå, at man har lyst til at filme det. Det så jo virkelig skørt ud, men jeg er vant til at lave sådan nogle ting i offentligheden, så det var først da en ven en dag spurgte mig: Har du egentlig set, hvad der ligger på internettet med dig?, at jeg det gik op for mig, at videoen var gået viralt. 

Videoen af dino-Asbjørn på Naturhistorisk Museum var nemlig blevet delt af Instagram-profilen Influencers in the Wild, som poster videoer af influencere, der filmer mere eller mindre skøre videoer i offentligheden, og som profilens følgere har optaget i smug. Influencers in the Wild har dog mere end 5,3 millioner følgere, og profilen forklarer ikke, hvad influenceren egentlig er i gang med at filme. Derfor er kommentarfeltet fyldt med kommentarer såsom "Jeg glæder mig til at influencere uddør", "forfærdelig opførsel, skam dig", "wtf er det der overhovedet?", "der er seriøst noget galt med den unge mand" og "det er parringsdans på topniveau". 

Artiklen fortsætter under videoen.



- Jeg opdagede først videoen dagen efter, den var blevet delt, og der havde den allerede mere end 300.000 visninger. Normalt bryder jeg mig ikke om at lave content ude i offentligheden med mig selv. Men når det er til musikvideoer eller photoshoots, indgår jeg jo i et samarbejde med andre professionelle, og der tænker jeg ikke videre over det, siger Asbjørn og tilføjer, at de mange negative kommentarer på videoen ikke er noget, han hænger sig i: 

- Jeg synes selv, det er virkelig sjovt. Når man læser kommentarerne er det jo tydeligt, at de ikke ved, at jeg er musiker og ikke influencer, men jeg griner stadig, når jeg tænker på videoen, og det er også lidt fedt, for jeg kan se, at folk rent faktisk er gået ind på Spotify og har lyttet til "Dinotopia", efter videoen blev delt. Det er ret pudsigt, for det er nok en af de mest weird sange, der er på albummet. Den er splittet op i to dele, hvor den første del er meget inderlig med en slagt guitarballade, og så går den over i del to, som er ret freaky, hvor jeg rapper dinosaur-navne og dirty talker. Så det er jo en sang, som jeg ikke nødvendigvis lige havde tænkt skulle få så meget opmærksomhed, men det er en af mine absolutte favoritter. Det er nok en af de sange, jeg har lavet, der siger mest om mig, afslutter Asbjørn, som altså ser tilbage på sit virale dino-øjeblik med et smil på læben og flere lyttere i bagagen. 

- Da jeg skrev til Berliner Zeitung, at vores photoshoot var gået viralt på den her Instagram-profil, endte de faktisk med at skrive en artikel om episode, selvom selve interviewet først bliver bragt om en måneds tid. Så der er kommet flere positive ting ud af det.  

Hør selv "Dinotopia" nedenfor.

LÆS OGSÅ: Asbjørn-anmeldelse: Frihed er lyden af dansabel pop på en byggeplads




 




ANNONCE