Pengene skal bruges til ombygning af spillestedet
Der er glæde at spore hos det regionale spillested Fermaten i Herning. En række fonde og foreningen RealDania begunstiger nemlig spillestedet med samlet set 5,7 millioner kroner i bevillinger, som skal bruges på ombygninger. Planerne for en fremtidssikring af stedet bliver også støttet af kommunen, der i september besluttede at afsætte 3 millioner kroner fra 2026-budgettet til Fermaten.
De i alt 8,7 millioner kroner skal bruges til at opgradere stedet faciliteter, så der kommer mere plads til forskellige aktiviteter. Leder af Fermaten, Nicki Quist, udtrykker stor begejstring i en pressemeddelelse:
"Det er en stor opmuntring for os at mærke den klare opbakning til de ideer, vi drømmer om at gøre til virkelighed. Vi ser det mest af alt et stort skulderklap til vores mange passionerede frivillige og til vores arbejde for det musikalske vækstlag. Den markante støtte giver os for alvor tro på, at vi kommer i mål med finansieringen og inden for overskuelig fremtid kan komme i gang med ombygningen".
Den økonomiske støtte kommer fra den filantropiske forening Realdania (4,7 millioner kroner) og de to lokale fonde Ege Fonden (750.000 kroner) og Hans Foxby's Fond (200.000 kroner). Det endelige mål for finansieringen er 13 millioner kroner, og Fermaten oplyser i pressemeddelelsen, at den sidste del af finansieringen skal findes ved egenfinansiering samt hjælp fra yderligere et par fonde.
Nicki Quist tiltrådte som leder af Fermaten den 1. december 2023, da spillestedets daværende leder Rikke Andersen skiftede arbejdsplads og jobtitel til Spot Festival i Aarhus som direktør. De to kulturpersonligheder krydser dog fortsat veje i deres samarbejde i projektet Live Incubator, som arbejder med at forme fremtidens musikbrancheaktører og skabe bro mellem lokale og internationale ildsjæle.
Fra grønsværen til scenekanten
Der er omkring 100 frivillige ansatte tilknyttet Fermaten, som præsenterer mere end 110 koncerter om året, ifølge oplysninger på Fermatens hjemmeside. Spillestedet offentliggjorde for nylig et samarbejde med Superliga-holdet FC Midtjylland. Det nye samarbejde mellem det regionale spillested og fodboldklubben skal være med til at ruste og forberede de nye, musikalske talenter på at spille foran større forsamlinger.
Konkret har man etableret en ny scene i 3F Fanzonen, hvor lokale musikere skal være med til at varme fodboldfans godt op før FC Midtjyllands hjemmebanekampe. Her er det Fermatens opgave at udvælge bands fra vækstlaget, som alle skal have en tilknytning til lokalområdet. På den måde får musikerne god sceneerfaring, mens fodboldfans får mulighed for at høre nyt musik, som de måske ikke selv var stødt på. Læs mere om det nye samarbejde her.
LÆS OGSÅ: Nyt projekt skal udklække fremtidens musikbranchetalenter