Nyhed

Olivia Rodrigo annonceret til Roskilde Festival 2025

Den 21-årige sangers Roskilde-optræden bliver hendes eneste skandinaviske koncert i 2025

Verdensstjernen Olivia Rodrigo gæster Roskilde Festival til sommer - præcis som vi på redaktionen havde håbet. Nu er det officielt, og den amerikanske sanger og sangskriver indtager Orange Scene fredag den 4. juli 2025 til en koncert, der bliver hendes eneste i Skandinavien i 2025. Det oplyser en pressemeddelelse.

Den tredobbelte Grammy-vinder slutter sig til 25 nye navne, som Roskilde Festival netop har føjet til programmet. Blandt de andre offentliggjorte kunstnere findes danske Artigeardit, britiske Jamie xx og det amerikanske metalband Deftones

Et globalt ikon på Roskilde
21-årige Olivia Rodrigo er en af tidens største popstjerner og står bag hits som "Drivers License", "Good 4 U" og senest albummet Guts, der fik fem ud af seks stjerner af GAFFA.


Hendes seneste verdensturné i 2024 omfattede 95 udsolgte koncerter og samlede mere end 1.4 millioner publikummer tilsammen. Her gæstede hun Danmark i foråret og modtog også her fem store stjerner fra GAFFA anmelder, som dertil sagde: "Glem alt om Taylor Swift – tidens sejeste popstjerne indtog København i aftes."

Netflix har efterfølgende dokumenteret turnéen og kogt den ned til én time og tre kvarter, samlet i koncertfilmen Olivia Rodrigo - Guts World Tour. En film, der med fordel kan bruges som opvarmning frem til den 4. juli 2025, hvor hun atter betræder dansk grund. Se traileren her:

Artiklen fortsætter under traileren 


Dansk rap på Orange Scene
Udover verdensstjernen debuterer den danske rapper Artigeardit også på Orange Scene til sommer. Rapperen har tidligere optrådt på Roskildes mindre scener, Rising og Arena. I en pressemeddelelse fra Roskilde Festival udtaler festivalens musikchef Thomas Sønderby Jepsen:

"Artigeardits vej til Orange Scene er et glimt af, hvad Roskilde Festival står for: et springbræt for kunstnerisk udvikling, hvor drømme kan blive til virkelighed. Artigeardit inspirerer en ny generation af unge til at drømme stort – og det er vi stolte af at være en del af."


Mangeartede genrer side om side
De nye offentliggjorte navne spænder bredt over genrer og verdensdele, fra hyperpop-godfatheren A. G. Cook til den palæstinensiske popkunstner Saint Levant, og jazz-supergruppen Flock, meddeler pressemeddelelsen.

Med de 25 nye offentliggørelser er der nu i alt 53 navne på Roskilde Festivals 2025-program, som forventes at tælle omkring 200 artister. 

Se navnene på de netop annoncerede artister:


  1. Olivia Rodrigo
  2. Artigeardit
  3. Deftones
  4. Jamie xx
  5. A. G. Cook
  6. Anoushka Shankar
  7. Saint Levant
  8. Alice Longyu Gao
  9. Baloji
  10. Bedouin Burger
  11. Body Void
  12. Dayyani
  13. Flock
  14. Hitech
  15. Horsegiirl
  16. Jinjer
  17. Kwashibu Area Band
  18. Lambrini Girls
  19. Landless
  20. The Mary Wallopers
  21. MC Drick
  22. Nadah El Shazly
  23. Nala Sinephro
  24. School of X
  25. Still House Plants

LÆS OGSÅ: Historisk stor offentliggørelse: Roskilde Festival løfter sløret for de første navne til 2025-plakaten

ANNONCE