Musikfestivalen har offentliggjort et program spækket med store danske og internationale navne
Rock Under Broen i Middelfart har netop offentliggjort musikprogrammet for 2025, der inkluderer navne som Scarlet Pleasure, Jung, Drew Sycamore og Nik & Jay. Men det er langt fra alle navnene, der er i vente, for listen er længere endnu. Se den nederst i artiklen.
Programmet spænder bredt
Musikprogrammet spænder fra nostalgiske gensyn med bands som TV-2 og Carpark North til internationale acts som Adam Lambert, An21 fra Sverige og B Jones fra Spanien, upcoming kunstnere og lokale navne som Jonah Blacksmith og Kalaset. Ifølge festivalens musikansvarlige, Peter Zederkof, er årets program derfor "et af de stærkeste nogensinde." I en pressemeddelelse afslører han desuden, at ét af hovednavnene, Gilli, vil medbringe hemmelige gæster, der først afsløres under selve koncerten.
Det samme skete sidste år, da hovednavnet Tobias Rahim fik æren af at tage en overraskelse med. Her blev det makkeren og kollegaen Andreas Odbjerg, der indtog scenen med den to meter høje Rahim, mens de sammen optrådte med megahittet "Stor mand". Tidligere på aftenen havde Drew Sycamore, som også er annonceret til næste års program, gjort et positivt indtryk, der af GAFFA blev beskrevet som frisk og veloplagt.
Den fulde liste over præsenterede kunstnere, der næste sommer vil indtage scenen under Lillebæltsbroen, er:
- Adam Lambert
- Nik & Jay
- Aqua
- Jonah Blacksmith
- Gilli, Benny Jamz og "speciel guests"
- Carpark North
- Tv-2
- News
- Jung
- Drew Sycamore
- Scarlet Pleasure
- Turboweekend
- Kalaset
- An21
- FausPx
- Kato
- B Jones