Sharon Osbourne skærer ind til benet, når hun tager forbi Danmark med sit nye liveshow
Sharon Osbourne har tilbragt en hel del af hendes 72-årige lange liv i rampelyset. Med rockstjernen Ozzy Osbourne som ægtefælle, og over 20 år på tv-skærme, har en stor del af Sharon Osbournes liv været blottet for omverdenen. Med sit nye liveshow Sharon Osbourne - Cut The Crap!, vil hun nu åbne op om bagsiden af rampelyset, og på scenen i DR Koncerthuset den 30. april 2025 vil hun afsløre nogle af de hårdeste perioder i hendes liv.
Det er Sharons Osbournes veninde, den danske skuespillerinde, model og sangerinde, Brigitte Nielsen, som skal agere aftenens interviewer og moderator, når Sharon åbner op om alt fra smerten ved et kuldsejlet ægteskab og heavy metal-ikonet og ægtemanden Ozzys utroskab til stofmisbrug i familien, tabet af venner, forræderi fra kollegaer og vedvarende kampe med mentale sundhedsproblemer.
MTV-realityshowet The Osbournes fra 2002, der følger familiens daglige gang i Beverly Hills, blev startskuddet for Sharon Osbournes tv-karriere. I 2004 kunne man opleve hende som dommer på talentkonkurrenceprogrammet The X Factor og senere på America’s Got Talent.
Også som forfatter har Sharon Osbourne haft succes, da hun udgav sin selvbiografi Extreme i 2005. Biografien blev hurtigt den mest solgte biografi i Storbritanniens historie, der solgte over 621.000 hardback-eksemplarer og lå nummer et på Sunday Times bestsellerliste i hele 15 uger.
Sharon Osbourne - Cut The Crap! giver publikum mulighed for at stille spørgsmål direkte til Hollywoodstjernen, og Sharon lover virkelig at ’cutte the crap’, når hun svarer på dem live fra scenen.
Billetsalget til showet starter onsdag den 6. november klokken 10.00 og priserne begynder fra 495 kroner. Billetterne til showet kan købes her.
EFTER DØDSFALD: Kendt sangskriver ønsker aldersgrænse i musikindustrien