Festivalen præsenterer et unikt program, inspireret af nyskabende festivaler, der prioriterer kreativitet og fællesskab
Den nye festival Smelt, der løber af stablen den 15.-16. november 2024, inviterer musikelskere til to intense dage på Vestegnen, hvor lyd og genregrænser brydes. Med Forbrændingen i Albertslund og Rav i Brøndby Strand som arenaer, fokuserer Smelt, ifølge en pressemeddelelse, på at fremhæve alternative og eksperimenterende musikalske udtryk. Festivalen byder nemlig både på alternative hiphop-acts, elektroniske pionerer og fragmenterede indiekunstnere fra både Danmark og udlandet.
Med en ambition om at skabe en unik platform for nichekunstnere, sigter Smelt mod at blive en samlende kraft for dem, der søger mere end mainstream. I pressemeddelelsen fortæller festivalens kuratorteam: "Vi inspireres af festivaler som Le Guess Who?, Roadburn og Rewire, der tør udfordre og sammensætte en modig og mangfoldig kuratering”. Denne tilgang til programmet betyder, at festivalen undgår at indskrænke sig til et fast genremæssigt format, men i stedet prioriterer bevægelser og strømninger i samtidsmusikken.
En af de musikalske tendenser, Smelt udforsker, er det fragmenterede og punkede ethos, som flere nutidige kunstnere inddrager i deres lyd, uddyber pressemeddelelsen. Festivalen ser denne udvikling som en åben invitation til kreativitet og fællesskab. Udover at være et lyspunkt i den mørke vintertid, fortæller arrangørerne i meddelelsen: "Vi håber, at Smelt kan inspirere og fungere som en platform for nye, unge kræfter i musikbranchen – både dem, der vil skabe musikoplevelser og dem, der selv er artister".
Med fokus på at levere en anderledes og nyskabende musikoplevelse, står Smelt som den første festival af sin slags i Storkøbenhavn og på Vestegnen. Se det fulde program her:
Den 15. november (Forbrændingen)
Kabeaushé
Anastasia Coope
Pufuleti & Wun Two
Hummerdreng
Den 16. november (Rav)
Chuck Strangers
HiTech
Lust Sick Puppy
Linn
Få mere information i festivalens begivenhed på Facebook eller på deres Instagram-profil.
Billetter kan købes her.