Bookinggruppen, Larm, præsenterer Tredjeperson og Victor Aage i en særlig decemberkoncert på Kedelhuset i Silkeborg
Den unge, frivillige bookinggruppe "Larm", har, ifølge en pressemeddelelse, "fingeren på tidens musikpuls," når de den 7. december står bag en larmende koncert på Kedelhuset i Silkeborg. Ifølge pressemeddelelsen, er koncerten "tænkt i nye toner" og præsenterer lokale bands og musikalske bud på, "hvordan rockmusikken skal lyde anno 2024."
Koncertens hovednavn er bandet, Tredjeperson, der trækker på inspiration fra dance, hiphop og UK garage. GAFFA anmeldte dem på sidste års Uhørt Festival, hvor anmelderen kvitterede med fire stjerner, og før dette på Spot Festival, hvor de ligeledes fik fire stjerner og følgende ord med på vejen: "Tredjeperson var formelt set andenvalget til denne koncerttid, men i Rytmisk Sal overbeviste de alle om, at sølv er noget, man vinder og ikke taber."
Opvarmning til koncerten er den fremstormende Victor Aage, der på dette års Spot Festival modtog fire stjerner for sin optræden, hvor anmelderen skrev: "Victor Aage er i hvert fald et stort talent, både som sanger og sangskriver, og som jeg gerne vil høre mere af. Og mon ikke chancen snart kommer igen?"
Nu byder chancen sig igen, når de to acts indtager Silkeborg. En by og et omegnsområde, der trækker tråde til begge bands. Tredjeperson-guitarist, Aske Frydenlund-Vad, er nemlig søn af mangeårig souschef på Den Kreative Skole, Søren Kristian Frydelund-Vad, og aftens supportnavn, Victor Aage Lundsgaard, er fra Ry tæt på Silkeborg.
Det er unge, frivillige mennesker, der står bag koncerten, hvilket indebærer både praktiske opgaver som lysteknik, bar og dørkontrol. Men ikke mindst, er det de unge mennesker, der står bag udvælgelse af musikken. Herom udtaler spillestedsleder, Johannes Konstantin Neergaard:
”Det er en kæmpe fornøjelse at mærke engagementet fra de unge frivillige i Larm. De er en vigtig brik, når det gælder udviklingen af Kedelhuset til et koncertsted, der er relevant for publikum i alle aldre. Jeg er sikker på, både koncerten med Tredjeperson og Victor Aage og den kommende med Mas (Kedelhuset - lørdag 1. marts) bliver taget godt imod af byens unge publikum."
Af pressemeddelelsen fremgår det, at "Kedelhuset er et honorarstøttet spillested, støttet af blandt andre Silkeborg Kommune og Statens Kunstfond. En stor del af programmet lægges af frivillige foreninger fra Silkeborg, som har taget huset til sig som en spændende del af kulturlivet på den gamle papirfabrik ved Gudenåen."
Billetter til koncerten er allerede i salg og kan købes her.
LÆS OGSÅ: Pludselig skete der noget, som gjorde Uhørt hæmningsløse