Nyhed

BREAKING: Fernanda Rosa forlader Blæst

Det albumaktuelle succesbands forsanger meddeler, at hun træder ud af gruppen

I morgen, fredag den 11. oktober udgiver Blæst deres første fuldlængdealbum, Dine venner. Det bliver også det sidste album med den udgave af Blæst, vi har kendt siden deres første single "Du gør det bedre" fra 2019 og debut-ep'en Vindstille fra 2020. Gruppens forsanger Fernanda Rosa har nemlig netop skrevet på Instagram, at hun forlader bandet, når de har fuldført deres kommende vinterturné, der slutter i KB Hallen 1. februar.

Blæsts Instagram-side skriver Fernanda Rosa, her citeret i sin helhed:

"‘Dine Venner’ bliver det første og sidste album fra det Blæst, vi kender nu. Det er med tristhed, men med den største taknemmelighed, at jeg - Fernanda - træder ud af vores band.

Lauge, Anders og Valentin er opbakkende og har været en støtte for mig i den beslutning, jeg har taget. Vi er stadig et band til og med vores koncerter i januar og februar 2025, og de koncerter glæder jeg mig meget til at spille.

Denne beslutning har været svær at tage, og er resultatet af lang tid med mange tanker, samtaler og overvejelser.

Jeg elsker at skabe og spille musik. Mit møde med publikum ved koncerter er noget af det største og mest vidunderlige, jeg har oplevet. Det er en kæmpe glæde at få lov til at spille, og jeg er så beæret over den kærlighed, vi er blevet mødt med. Samtidig er det overvældende at skulle præstere i så stort et omfang, og i så uafbrudt et tempo, som musikbranchen kræver af én for at kunne forblive relevant.

Det har været fem fantastiske år. Vi er hver især blevet ældre og klogere på os selv og vores individuelle behov, og vi vil nu i forskellige retninger.

Jeg er evigt taknemmelig over de mange vidunderlige oplevelser, det har ført med sig at få lov at være en del af vores projekt. Og at jeg har fået lov til at møde så mange kærlige mennesker - fans, kolleger, samarbejdspartnere, spillesteder, festivalafviklere og -frivillige. Fra det inderste af hjertet, tak for nu❤️"


Om Blæst:
Blæst fik deres store gennembrud i foråret 2022 med singlen "Juice". Gruppen gav talrige koncerter i foråret og sommeren 2022, og deres optræden på Roskilde Festivals Rising-scene samme år tiltrak ifølge bandets management 20.000 personer, hvilket er en rekord i festivalens warm up-dage. Scenen har kapacitet til cirka 3000 personer. I oktober samme år, kort efter at have udgivet deres anden ep, Stiv kuling, måtte Blæst dog aflyse deres udsolgte efterårsturné med flere end 10.000 billetter grundet stress. Bandet vendte tilbage til livescenerne i sommeren 2023, hvor de blandt andre åbnede Orange Scene på Roskilde Festival og spillede på adskillige andre festivaler. De har også givet en del koncerter i 2024, hvor de ligeledes optrådte på Grøn Koncert.

De tilbageværende medlemmer i Blæst er guitarist Anders Bondo, ­bassist og keyboardspiller Valentin Buchwald og trommeslager Lauge Kjærulf, og hvad de vil gøre efter Fernanda Rosas udtræden af bandet, er indtil videre et åbent spørgsmål.

LÆS OGSÅ: BLÆST-INTERVIEW: Man bliver ikke glemt, bare fordi man siger nej til noget


ANNONCE