Nyhed

SZA teaser nyt album fra Kendrick Lamar

De to har tidligere arbejdet sammen på numre som megahittet "All The Stars"

Den amerikanske r&b-stjerne SZA teaser i øjeblikket tilsyneladende på sine sociale medier, at et nyt album fra den verdenskendte rapper og musikalske samarbejdspartner Kendrick Lamar skulle være på vej. Det beretter det amerikanske medie, NME

I sidste uge delte Top Dawg Entertainment-produceren, Devin Malik, der har arbejdet med Lamar, et opslag på det sociale medie X, hvori han skriver: "Mit humør fordi, der er et nyt K-Dot-album (Lamars øgenavn, red.) på vejjjj". Opslaget er festligt og viser en video af en begejstret Kendrick Lamar, der rapper nummeret "Not Like Us". I går delte SZA det pågældende tweet i en historie på sin Instagram-profil, hvilket tilsyneladende indikerer, at hun enten kender til et kommende Lamar-album eller blot er begejstret for Maliks melding. 

Artiklen fortsætter under opslaget 


Kendrick Lamars seneste album var 2022-udspillet Mr. Morale & The Big Steppers, som fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, der beskrev Lamar som "den bedste og mest kunstnerisk interessante rapper de seneste 10 år." Siden da har han udgivet en række singler, hvoraf de fleste dog har været rettet mod rapper- og sangeren Drake, som en del af deres beef tidligere i år. Dertil blev Lamar tilbage i september offentliggjort som act til Super Bowls halvlegsshow i New Orleans næste år.


SZA, der har fundet vej op ad hitlisterne med hits som ”Snooze” og ”Kill Bill”, har tidligere samarbejdet med Lamar på numre som "All The Stars" som en del af soundtracket til filmen Pink Panther (2018). Sidste år vandt hun hele tre Grammyer ved årets ceremoni, blandt andet for sangen ”Snooze”, og sit seneste album SOS.

LÆS OGSÅ: KONCERTANMELDELSE: Kendrick gav Roskilde hiphop-festen, de fortjente

ANNONCE