Nyhed

Taylor Swift annoncerer turnébog

Med alt fra billeder til personlige refleksioner rammesætter den nye turnébog verdensstjernens igangværende turné

Den 29. november udgiver Taylor Swift en såkaldt turnébog fra hendes igangværende Eras-turné, som har været undervejs siden marts 2023 og slutter i december i år.

The Eras Tour Book indeholder alt fra billeder til personlige refleksioner fra verdensstjernen, og dertil følger også en CD og vinyl-udgave af Swifts seneste album The Tortured Poets Department: The Anthology. Bogen og de fysiske udgaver af albummet udgives først og fremmest eksklusivt i den amerikanske dagligvarebutik, Target, i Nordamerika, hvorefter flere detaljer om den internationale udgivelse følger. 

Om bogen, skriver Swift på det sociale medie X
"Vi starter den sidste del af The Eras Tour i denne uge, hvilket er svært at forstå. Turnéen har været den mest vidunderlige oplevelse, og jeg vidste, at jeg ønskede at mindes de minder, vi har skabt sammen [på turneen, red.] på en særlig måde. Nå, faktisk på to måder. Glæder mig til at annoncere, at The Official Eras Tour Book, fyldt med mine egne personlige refleksioner, billeder bag kulissen, der aldrig før er set, alle de magiske minder, I bragte hver eneste nat OG …. The Tortured Poets Department: The Anthology på vinyl og CD, alle vil være tilgængelige for første gang nogensinde hos Target fra og med den 29. november."


GAFFA anmeldte Taylor Swifts Eras-turné i Stokholm tilbage i maj i år, hvor anmelderen kvitterede med seks stjerner og ordene: "Swift er ikke kun historisk i tilskuerrekorder, hun sætter standarden for en ny form for koncert." 

LÆS OGSÅ: LEDER: Kan verdensstjerner påvirke det amerikanske valg?

ANNONCE