Undervejs får hun besøg af kendte, musikalske venner
Lucky Lo annoncerer en soloturné i maj og april 2025, hvor transportformen udelukkende kommer til at være med tog og bus. Det gør hun for at vise, at man også kan gøre en forskel på miljøet, selvom man er en turnerende musiker, der rejser mange kilometer hvert år.
”Jeg tager min banjo i den ene hånd og min toilettaske i den anden, og jeg glæder mig til at bevæge mig gennem landet på en anderledes måde end normalt. Jeg håber at vise, at vi som mennesker kan gøre en forskel, når vi samles om det, der virkelig betyder noget – både musikken, fællesskabet og vores planet,” siger Lucky Lo i en pressemeddelelse.
I løbet af den miljøvenlige turné kommer Lucky Lo forbi en række små og store danske byer, som blandt andet inkluderer Slagelse, Hanstholm, Beder, Harboøre, Aarhus, København og Støvring. Undervejs får hun selskab musikalske venner såsom Luna Ersahin (fra AySay), Asbjørn, Hjalte Ross, Kira Skov, Kasper Staub/Motivational Quotes, Dawda Jobarteh, Knægt, Ida Urd og David Miilmann
Lucky Lo udgav sit debutalbum Supercarry i 2022, som dengang høstede hele fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder, hvilket også gjorde sig gældende, da efterfølgeren The Big Feel udkom i 2023. Billetter til turnéen kan købes her.
Lucky Lo er ikke den eneste musiker, der forsøger sig med mere klimavenlige turnéløsninger. Det britiske rockband Coldplay sænkede deres klimaaftryk med 59 procent under deres seneste verdensturné. Læs mere om den historie her.
LÆS OGSÅ: Naturen er blevet en officiel kunstner, og tjente penge fra Orange Scene