Nyhed

Musikfilm Festivalen 2024 har kvinderne i rampelyset - se programmet her

Festivalen rejser på tværs af landet med biografvisninger, der hylder de største navne i musikhistorien. Programmet findes nederst i artiklen

Cinemateket er igen vært for Musikfilm Festivalen, der i år løber af stablen for 12. gang fra den 13. til den 22. september 2024 i København og i udvalgte biografer landet over. Festivalen præsenterer 30 film og særarrangementer under sloganet "10 DAGE, 30 FILM, 110% LYD!". Der vises dokumentarer og koncertfilm om en bred vifte af rock musikikoner fra Rolling Stones og D-A-D til pionerer som Joan Baez, Charli XCX og Janis Joplin.

Film om legende åbner ballet
Musikfilm Festivalen har ifølge pressemeddelelsen fokus på kvindelige kunstnere, som ofte har stået i skyggen af deres mandlige kollegaer. I år præsenteres derfor en række film om kunstnere som Joan Baez, Amy Winehouse, Charli XCX og Simone Young. Festivalen sætter spotlight på deres betydelige musikalske bidrag og de kampe, de har mødt i en mandsdomineret industri.

Åbningsaftenen byder på koncertfilmen Amy Winehouse - Live in London efterfulgt af den Oscar-vindende dokumentar Amy, der dykker ned i den britiske sangers liv og karriere. Filmene gør det tydeligt, at Amy Winehouse' korte, men intense liv forbliver en vigtig del af musikhistorien og giver et dybere indblik i hendes kamp med berømmelse og personlige dæmoner.


Fra D-A-D til japanske komponister
Derudover vil rockbandet D-A-D optræde og fejre deres 40-års jubilæum med en eksklusiv snigpremiere på deres nye album Speed Of Darkness. Bandets medlemmer vil dele deres tanker om albummet og livets gang som rocklegender i en samtale med forfatter Jan Poulsen. Efterfølgende vises TV2-dokumentaren D-A-D: 40 års venskab, og der er mulighed for at høre albummet i sin fulde længde i biografens bar.

Festivalens brede program rummer også film om alt fra den nu afdøde japanske komponist Ryuichi Sakamoto til det australske post-punkband The Birthday Party, hvis kaotiske historie udfoldes i dokumentaren Mutiny in Heaven.

Billetpriserne starter ved 95 kroner for ordinære visninger og 110 kroner for særarrangementer, mens Cinemateket-medlemmer får rabat, ifølge pressemeddelelsen. Flere af festivalens film vises også i biografer i Aarhus, Aalborg, Skive, Herlev og Kolding fra den 14. september.


Læs også: FILMANMELDELSE: "Back to Black" byder på en skøn skuespiller og et virkelig dårligt manuskript

Se programmet herunder:

ANNONCE