Den nye retssag drejer sig om menneskehandel, sammensværgelse om afpresning og transport med henblik på prostitution - han nægter sig skyldig
BEMÆRK: Denne artiklen omhandler seksuelle overgreb. Har du været udsat for voldtægt – eller er du i tvivl, om det er det, der er sket? Du kan ringe anonymt døgnet rundt til Lev Uden Vold-hotlinen på tlf. 1888.
Der er nyt i retssagen om den amerikanske rapper Sean 'Diddy' Combs, der også er kendt som blandt andet P. Diddy, og det tegner ikke godt for den 54-årige rapper. I sidste uge blev han dømt til at betale et svimlende beløb til en mand, som han havde forgrebet sig på tilbage i 1997.
I tirsdags blev han tilbageholdt uden mulighed for kaution, hvor han blev sigtet for menneskehandel, sammensværgelse om afpresning og transport med henblik på prostitution. Dog kan CBS News berette, at Diddy nægtede sig skyldig i anklagerne ved den føderale domstol i New York City. Ifølge mediets juridiske rådgiver Jessica Levinson kan Sean "Diddy" Combs risikere flere årtiers fængselsstraf, hvis han altså findes skyldig. Ifølge Jessica Levinson ender sager som disse dog typisk i et forlig.
Hiphop-mogulen blev anholdt mandag aften i New York (amerikansk tid), og morgenen efter blev anklageskriftet offentliggjort.
I det uforseglede anklageskrift lyder det, at Sean Combs har været en del af en kriminel organisation, der har været involveret i eller forsøgt at involvere sig i menneskehandel, tvangsarbejde, kidnapning, brandstiftelse, bestikkelse, hindring af retfærdigheden og andre lovovertrædelser.
Desuden lyder det, at han siden 2008 har misbrugt, truet og tvunget kvinder og andre omkring sig til at opfylde hans seksuelle ønsker, beskytte hans omdømme og skjule hans opførsel. Dette har været muligt, fordi Sean Combs kunne stole på ansatte, havde mange ressourcer og stor indflydelse i forbindelse med hans forretningsimperium, der beskrives som en kriminel virksomhed, hvor de ansatte også var involveret i de mange lovovertrædelser. Hændelserne beskrives som "Freak Offs", hvor Diddy optog gerningerne og distribuerede stoffer til ofrene, så de blev "lydlige og eftergivende".
Anklageskriftet refererer til en hændelse, der blev fanget på hotellets overvågningskameraer i 2016, hvor han hev sin ekskæreste Cassie Ventura i håret, slog og sparkede hende, så hun fulgte med ind på hotelværelset. En af de ansatte på hotellet forsøgte at gribe ind, hvor Sean Combs derefter forsøgte at bestikke ham.
Den første anklage blev indgivet mod rapperen allerede den 16. november 2023, hvor Cassie Venture beskyldte ham for seksuelt misbrug gennem flere år, voldtægt og menneskehandel. Sagen endte i et forlig dagen efter anmeldelsen, men Sean "Diddy" Combs afviste fortsat alle anklager ifølge sin repræsentanter. I kølvandet blev rapperen beskyldt af overgreb, drugging og hævnporno af flere kvinder.
De nye anklager kommer efter en ransagning af hans ejendom i Miami, hvor der angiveligt blev fundet våben med slørede serienumre, ammunition, narkotika samt optagelser af seksuelle handlinger, der blev brugt til at manipulere ofrene, rapporterer CBS News.
I en skriftlig pressemeddelelse til BBC fortæller Sean Combs advokat Marc Agnifilo om Sean Combs' anholdelse:
"Vi er skuffede over beslutningen om at forfølge sagen, hvilket vi mener er en uretfærdig retsforfølgning" Marc Agnifilo tilføjer, at hans klient er "en uskyldig mand".
LÆS OGSÅ: P. Diddy anklaget for alvorligt overgreb - dømt til at betale svimlende beløb