Nyhed

Søren Huss går alene på scenen med intime koncerter i foråret

Søren Huss fortsætter sin musikalske rejse med ny soloturné i foråret 2025

Efter en længere pause væk fra rampelyset er Søren Huss for alvor vendt tilbage. I 2022 gjorde han comeback med en række koncerter, og i 2024 fulgte han op med et nyt album og anmelderroste koncerter. Nu annoncerer han endnu en turné, hvor han inviterer til intime solokoncerter i løbet af foråret 2025 i København, Aalborg og Aarhus.

Det er snart 30 år siden, at Søren Huss stod med sin første profesionelle kontrakt fra Odense Teater. Den danske sanger og sangskriver slog igennem, da han var frontfigur i bandet Saybia i starten af 00'erne. Siden da har han både gennemlevet en dybt personlig tragedie og etableret sig som en af sin generations mest fremtrædende dansksprogede sangskrivere - særligt med solodebuten Troen og ingen fra 2010. 

Tidligere på året var han aktuel med det anmelderroste album Vi fik mere, end vi kom for, der markerede hans første udgivelse i fem år. Et album, der beskriver livets mørke stier og afspejler Søren Huss' evne til at bruge musikken som terapi og overlevelse. 

I foråret var GAFFAs anmelder tilstede under hans optræden i Vejle, hvor musikeren havde taget hele holdet og alle sangene med fra sit nye album samt et par numre fra hans solohovedværker. En optræden, anmelderen kvitterede med fem stjerner for. 


I forlængelse af forårsturnéen og den aktuelle efterårsturné for stående publikum annoncerer Søren Huss nu solokoncerter i København, Aalborg og Aarhus. Om de kommende koncerter fortæller han: 

"Tilbage i januar 2011 da jeg for første gang gik ind på en scene mutters alene, var det et af de sværeste skridt, jeg har taget, siden jeg fik min første professionelle kontrakt som sanger på Odense Teater som 20-årig. Men jeg er ikke i tvivl om, at det var et af de vigtigste skridt, når jeg ser tilbage" siger Søren Huss og tilføjer:

"Jeg tager ikke munden for fuld ved at sige, at jeg de næste 5 år, hvor jeg i ensom majestæt spillede et utal af koncerter i kirker og på spillesteder rundt om i landet, for alvor fandt min egen måde at gøre tingene på. Jeg fandt min stemme imellem sangene og fik skabt en forbindelse til mit publikum, som voksede i de år. Jeg har derfor besluttet at vende tilbage til dét udgangspunkt; alene på scenen med mine sange, min stemme og fortællinger om stort og småt. Jeg glæder mig".


Billetter til koncerterne går på salg i morgen den 27. september kl. 10:00 her.

Vi fik alt det, vi kom for

ANNONCE