Bonnie Tyler giver dansk koncert næste år, når hun gæster MCH Herning Kongrescenter den 15. marts
"It's a Heartache", "Total Eclipse of the Heart" og "Holding Out for a Hero" er blot nogle af de mange kæmpehits, som legendariske Bonnie Tyler forventes at fremføre, når hun rammer Herning til foråret den 15. marts 2025.
Bonnie Tyler, der ikke mindst er kendt for sin rå og intense vokal, og som over årene også har flirtet med et mere rocket udtryk, brød allerede igennem i anden halvdel af 1970'erne og udviklede sig i 1980'erne til en regulær stjerne. Det meddeler en pressemeddelelse, der også fortæller at Tyler siden da har formået at fastholde sin enorme popularitet takket være såvel omfattende turnéer som hyppige albumudgivelser.
Den walisiske sangveteran fik sit gennembrud med albummet The World Starts Tonight i 1977 og har siden da udgivet yderligere 17 album. GAFFA har blandt andre anmeldt det seneste med titlen The Best Is Yet to Come (2021), hvor anmelderen kvitterede med fire stjerner og ordene: "Bonnie Tyler giver den altså bare gas på The Best Is Yet To Come, og man både mærker og hører, at hun brænder for denne underholdende tidsboble. Og med en række solide sangskrivere i baghånden får hun det på forunderlig vis til at virke overbevisende. Kedeligt bliver det i hvert fald aldrig."
Bonnie Tyler har i dag mere end 100 millioner solgte albums i bagagen, ligesom hun blandt mange andre priser er blevet nomineret til tre Grammy Awards og tre Brit Awards. Så sent som i 2022 blev hun tildelt den britiske orden MBE (Most Excellent Order of the British Empire) for hendes bidrag til musik.
Billetsalget til koncerten åbner den 30. september klokken 10.00 via mch.dk.
Varm op til koncerten med et af Bonnie Tylers hits:
ANMELDELSE: Bonnie Tyler: Rocks And Honey