Nyhed

Blæst 2.0 går hele vejen, når de indtager ikonisk spillested

Det storhittende band annoncerer koncert i foråret 2026.

Blæst indtager igen Store Vega den 1. april 2026. Denne gang med ny forsanger, Sara Sophie, i front. Koncerten markerer et vigtigt kapitel for bandet, som siden foråret har spillet i den nye konstellation.

Læs også: Blæsts nye forsanger er et guldfund

Allerede på den igangværende sommerturné har publikum fået en forsmag på samarbejdet, og flere af koncerterne er blevet mødt med rosende anmeldelser. Hos GAFFA har Blæst flere gange høstet fem stjerner, hvor en af anmeldelserne fremhæver bandets energi og skarpe levering. Derudover har bandets første singleudgivelse med Sara Sophie, "Vi ku’ gå hele vejen", roteret flittigt på landets radiostationer.


De seneste år har Blæst markeret sig som et af Danmarks mest succesfulde popnavne med en konstant tilstedeværelse på hitlisterne. Med den stadig nye frontfigur handler det nu om at finde en ny kreativ dynamik, som bandet tager med sig på scenen i Store Vega.

"Det har været med stor nervøsitet og ærefrygt, at jeg er trådt ind i det her succesfulde og højtelskede popband," lyder det fra Sarah Sophie. Foruden forsangeren består Blæst af Lauge Kjærulf, Valentin Buchwald og Anders Bondo.


Billetsalget starter torsdag den 28. august klokken 10 og kan tilgås her.

ANNONCE