Nyhed

Derfor tror fans, at Taylor Swift bliver næste års Super Bowl-headliner

Verdensstjernen er kendt for at lægge hints ud til sine kommende musikalske projekter, og nu tror fans, at hun teaser en optræden ved Super Bowl 2026.

Taylor Swift har sat gang i en bølge af spekulationer om, hvorvidt hun bliver hovednavn til Super Bowl-halftime showet i 2026. Det skriver NME.

Læs også: Easter eggs er ikke fankultur - det er reklame

Spekulationerne har taget fart, efter Taylor Swift i sidste uge afslørede sit kommende album The Life Of A Showgirl i podcasten New Heights, som er drevet af hendes kæreste, fodboldspilleren Travis Kelce.

Mange Swifties tolkede selve valget af platform som en hentydning til en kommende optræden ved Super Bowl LX, der finder sted i Levi’s Stadium i Santa Clara – hjemmebane for San Francisco 49ers.

Siden podcasten udkom har Swifties gransket hvert et ord. Små detaljer bliver tolket som skjulte hints: Fra hendes gentagne snak om surdej – som leder tankerne hen på 49ers-maskotten Sourdough Sam – til en række henvisninger til tallet 47. Fans hæfter sig især ved, at Levi’s Stadium, hjemmebane for netop 49ers og værtssted for Super Bowl LX, var stop nummer 47 på hendes lange Eras Tour.

Læs også: Taylor Swift offentliggør udgivelsesdato og trackliste til sit kommende album


Eftersom den verdenskendte sanger er kendt for at tease kommende album og turnéer med såkaldte "easter eggs", har hendes seneste færden på internettet altså virkelig fået fans til at spekulere.

Taylor Swift har endnu ikke selv bekræftet noget, men ifølge NME har hun tidligere udtalt, at hun kun lægger disse "easter eggs" til kommende musikalske projekter og altså ikke hendes eget privatliv.

ANNONCE