I 2026 fejrer Mek Pek og hans band 45 års jubilæum med en festlig koncert i Aarhus.
I 2026 er det hele 45 år siden, at Mek Pek og hans store 8-mands partyband havde deres scenedebut. Den 13. februar 2026 inviterer de derfor til en dansefest af en jubilæumskoncert på VoxHall i Aarhus. Det skriver VoxHall i en pressemeddelelse.
Læs også: Fra balkanbeats til ghanesisk gospel – Aarhus Volume inviterer til gratis gadefest
Her kan publikum forvente at blive taget med gennem hele den aarhusianske kunstners musikalske karriere med både tidlige og nye hits.
Showet er skabt i samarbejde med Mek Peks søn, Emil Falk, der udover at være medlem af husorkestret Familien, de seneste år har arbejdet tæt sammen med store stjerner som Benjamin Hav og Tobias Rahim. Sønnen producerede også Mek Peks seneste ep Simpel Mand, der fik fire ud af seks stjerner i GAFFA.
Forud for koncerten udgiver bandet også et helt nyt album, som der dog endnu ikke er hverken navn eller udgivelsesdato på.
Billetsalget til koncerten foregår på VoxHalls hjemmeside og kan købes allerede nu.