Når julefreden sænker sig i december 2025, er der metal på menuen hos Rust.
Den 26. og 27. december 2025 indtager festivalen Monsters of Metal spillestedet Rust på Nørrebro i København. Programmet byder på otte tribute-bands, der hylder nogle af genrens største navne, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Læs også: Bands i protest: Dropper salg af merchandise på Copenhell
På scenen kan publikum blandt andet opleve Metallica Jam, Monsters plays Maiden og Touch of Judas, der hylder henholdsvis Metallica, Iron Maiden og Judas Priest.
Der bliver også genhør med Motörhead-klassikere leveret af Motörizer, mens System of a Jam og Rage Again giver deres bud på numre fra System of a Down og Rage Against the Machine.
Festivalen har desuden inviteret gæster udefra: Svenske Zepulturaz tager sig af Sepultura-repertoiret. Fra Italien kommer Dangerous Meeting, der fortolker danske Mercyful Fate – en oplevelse arrangørerne fremhæver som sjælden uden for Danmarks grænser.
De to dage bindes sammen af værten Rachel Phoebe Davies, og publikum kan holde gang i festen efter koncerterne, hvor både bar og afterparty holder åbent til kl. 03.00.
Du kan købe billetter til festival via Monsters of Metals egen hjemmeside.