Efter år med offentlige skænderier er Oasis tilbage på scenen - og genforeningsturnéen ser ud til at have mildnet forholdet mellem de to brødre.
I et interview med radiokanalen Talksport kom Noel Gallagher med en sjælden og uventet hyldest til sin bror Liam. "Han har været fantastisk," lyder det fra den ene halvdel af Oasis.
Læs også: Oasis-turné forventes at bidrage til højere inflation
Oasis gik i opløsning i 2009 efter mange års interne stridigheder, der førte til masser af medieomtale. Nu lader det til, at brødrene har lagt konflikterne bag sig, da de igen står på scenen sammen.
Noel udtrykker stor glæde over at være tilbage med sine gamle bandkammerater.
"Det er fantastisk at være tilbage med Bonehead og Liam og, du ved, bare gøre det igen. Jeg gætter på, at når det hele er overstået, sætter vi os ned og reflekterer over det, men det er vidunderligt at være tilbage i bandet med Liam. Jeg havde glemt, hvor sjov han er," siger han.
Han benytter også lejligheden til at rose Liams indsats som frontmand.
"Jeg har selv været frontmand i et band i 16 år, så jeg ved, hvor svært det er. Jeg ville aldrig kunne klare den arenating, som han gør. Det ligger ikke til mig, men jeg må sige, at jeg kigger rundt og tænker: godt gået, kammerat," siger Noel Gallagher.
Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.