Nyhed

Sam Fender inviterede Greta Thunberg og flere aktivister med på scenen

Roskilde-øjeblik gentog sig på årets Syd for Solen.

Da britiske Sam Fender skulle lukke Syd for Solens anden festivaldag i Valbyparken fredag den 8. august, inviterede han en håndfuld særlige gæster med på scenen.

Læs også: Sådan anmeldte vi Sam Fenders koncert på Syd for Solen

Heartland-rockeren, der var dagens hovednavn udover Natasha Bedingfield, introducerede koncertens sidste nummer "Hypersonic Missiles", hvor han fortalte, at den var skrevet om Gaza i 2018 (sangen udkom året efter), men nu var mere aktuel end nogensinde. 

"Jeg har en særlig gæst med i dag," fortalte han, og ind på scenen kom Greta Thunberg flankeret af andre aktivister, blandt andet danske Selma de Montgomery, der er UNICEF-ambassadør og en del af Den Grønne Ungdomsbevægelse. 

Sam Fender med demonstranterne
Sam Fender med demonstranterne

På scenen, der nu havde et stort Palæstina-flag på bagskærmen, gik mikrofonen rundt blandt aktivisterne, og hvis man var med til Fontaines D.C.-koncerten på Roskilde Festivals Orange Scene, vil man genkende de samme slagord som "Free, free Palestine" og "From the river to the sea, Palestine will be free". Der blev derudover også sendt en aktivistisk hilsen til den danske forbindelse til Grønland. 

"Den danske regering er skyldig i den lidelse, som dag for dag eskalerer i Gaza og i resten af Palæstina. Det er de, når de igen og igen træffer de ødelæggende og dybt radikale valg om ikke at sætte en stopper for dansk våbenhandel med Israel," sagde Selma de Montgomery blandt andet fra scenen.

Læs også: Sådan anmeldte vi Chappell Roan på Syd for Solen 

Få timer før koncerten, der startede klokken 22.45 på scenen Over Havet, kom det frem, at den tyske regering ikke længere vil "godkende nogen forsendelser af våben eller militært udstyr til Israel, som kan blive brugt i krigen i Gaza," ifølge Ritzau og DR.

Greta Thunberg var blevet spottet dagen forinden på Syd for Solen, men var ikke med på scenen før denne aften. Det var hun til gengæld under Roskilde Festival, hvor MØ havde inviteret hende til at gæste sin koncert.


ANNONCE