I et opslag på Facebook skriver metalbandet, at deres forsanger søger andre musikalske veje.
Det ironiske 90’er band Red Warsawa har meldt ud, at deres forsanger, Jens Mondrup, stopper efter 39 år i bandet. Det skriver de i et opslag på Facebook.
Læs også: Mandelgaver eller metal? Rust inviterer til metalfestival i december
”Der er sket det, at Jens har valgt at ride i en anden retning. Efter 39 gode år må vi indse, at vi er vokset fra hinanden. Vi skilles som gode venner og ønsker hinanden det bedste fremover,” står der i opslaget.
Bandet er kendt og elsket i det danske metalmiljø, hvor de siden opstarten i 1980’erne har spillet satirisk rock som de selv kalder ”polsk punk”.
Red Warsawa skriver desuden på deres Facebook-side, at de ikke stopper med at spille sammen.
”Vi fortsætter ufortrødent, spiller alle de shows, der er planlagt, planlægger flere shows og skriver nyt materiale,” skriver de på Facebook.
Gruppen spiller på VoxHall i Aarhus i aften.