Nyhed

Taylor Swifts badeværelse ødelagt i stjerneskuespillers jagt efter forsvunden slange

Under skovbrandene i Los Angeles blev Taylor Swifts badeværelse ødelagt, da en stjerneskuespiller ledte efter en forsvunden slange.

I januar rasede flere skovbrande i Los Angeles-området i Californien, USA. En af dem, der valgte at forlade sit hjem, var skuespilleren Zoë Kravitz, der blandt andet er kendt fra film som The Batman (2022) og Divergent (2014) samt HBO-serien Big Little Lies (2017-2019). Sammen med sin mor, Lisa Bonet, bedst kendt fra The Cosby Show (1984), flyttede hun ind i Taylor Swifts luksusvilla i Beverly Hills til en værdi af cirka 25 millioner dollars svarende til knap 160 millioner danske kroner. 

Læs også: Sådan har vi anmeldt Taylor Swift gennem årene

I et interview på det amerikanske talkshow Late Night With Seth Meyers fortæller Kravitz, at de boede i huset i omkring to uger. Kort før de skulle forlade boligen, opstod der dog en episode.


Lisa Bonets slange, Orpheus – som hun holdt i armene, mens hun vaskede ansigtet – forsvandt ind i et lille hul i badeværelsesvæggen. Forsøg på at fange den mislykkedes, og situationen blev mere og mere panisk.

"Vi river fliser af og skraber på væggene. Vi ødelægger Taylors badeværelse totalt, og det var i det øjeblik, jeg tænkte: 'Enten ødelægger vi hendes badeværelse, eller også må jeg sige, at der er en slange et sted i hendes hus,'" siger Kravitz i interviewet.

Til sidst lykkedes det en ansat i husholdningen at finde slangen og fjerne en del af indretningen med et koben. Orpheus slap uskadt.


Kravitz fortæller, at hun tilbød at betale for skaderne, men Taylor Swift vidste allerede om episoden.

"Hun er den sødeste person i verden. Jeg ved ikke, hvordan hun fandt ud af det, men hun vidste det," fortæller Kravitz.

Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.

ANNONCE