Med millioner af streams i ryggen skriver stjernerapperen sig nu ind på sommerens musikprogram.
Musik i Gentofte kan nu annoncere, at Gilli er deres næste tilføjelse til plakaten, der allerede tæller Rasmus Seebach, Thor Farlov og Lord Siva.
Læs også: Musik i Gentofte afslører de tre første artister
Gilli kunne i år bryste sig af at være den mest afspillede kunstner på Spotify i Danmark for syvende år i træk. Det er hits som “Knokler hårdt”, “Kender ik i morgen” og “Tidligt op”, der har cementeret ham som en af de største danske rappere.
GAFFA oplevede senest rapperen på Grøn Koncert i Tårnby, hvor hans optræden fik fire stjerner. Det var “59 højintense minutter. Et sæt, der lander bundsolidt med en artist, som det sidste årti har taget kvanteskridt i sit showmanship,” lød det fra anmelderen.
I en pressemeddelelse fortæller festivalchef Michael Schäbethal, at de har “meget mere i posen, som vi glæder os til at afsløre.”
Læs mere om festivalen Musik i Gentofte og tilgå billetsalget her.





