Nyhed

Kidd vender hjem: Annoncerer stort show til foråret

Med koncerten hylder rapperen byen, gaderne og de mennesker, der har fulgt ham siden begyndelsen.

Den danske rapper Kidd vender tilbage til København og markerer hjemkomsten med et stort koncertshow d. 22. maj 2026 i Poolen på Refshaleøen i København. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Læs også: Her er de 25 mest ikoniske danske hiphopsange

Showet får titlen Jeg har savnet København, og hylder byen, gaderne og de mennesker, der har fulgt ham siden begyndelsen, lyder det i pressemeddelelsen. Ifølge arrangørerne bliver showet intenst, varmt og fyldt med den energi og kaos, der allerede kendetegner Kidds liveoptrædener.


Kidd er bredt anerkendt som en af pionererne indenfor en generation af dansk rap, der gik uden om de store labels og uploadede deres sange på internettet – med stor succes. Rapperen blæste den danske musikscene omkuld, da han tilbage i 2011 uploadede debutsinglen "Kysset med Jamel" på YouTube, som i foråret endte på GAFFAs liste over de 25 mest ikoniske danske hiphopsange.

Siden gennembruddet har Kidd cementeret sin position i den danske musikbranche med ikoniske hits som "Bedre", "Bare Dans" og "Buongiorno" – og senest med albummet Og så videre fra 2024, der fik fire stjerner af GAFFAs anmelder. Gennem årene har han også markeret sig med en række udsolgte shows – blandt andet med tre udsolgte aftener i træk på Volume Village i Aarhus i slutningen af november.

Showet i København bliver derfor både en tilbagevenden og en hyldest til den by, hvor rejsen begyndte. 


Varm op til koncerten med Kidds største hits her:

ANNONCE