Bruddet med det mangeårige medlem kommer kort efter en ny festivalbooking.
Steven Drozd har meldt ud, at han ikke længere er en del af The Flaming Lips. Det sker i en nu slettet kommentar på Reddit, som mediet Consequence har omtalt.
Læs også: En enkelt stjerne blev det til, da The Flaming Lips gav koncert i sommers
I en tråd bliver musikeren spurgt, om han officielt er færdig i bandet. Her svarer Steven Drozd: "De er færdige med mig – men vi taler ikke om det. Så ja, jeg må komme videre. Bare hold det for dig selv for nu. Okay?" Flere medier har efterfølgende forsøgt at få en kommentar fra det amerikanske rockband, men uden held.
Steven Drozd har været medlem af The Flaming Lips siden 1991, men har ikke været med på scenen under bandets turné de seneste måneder, pointerer Consequence.
I mellemtiden er bandet blevet annonceret til Latitude Festival i England, hvor de står side om side med navne som David Byrne og Teddy Swims.
The Flaming Lips er kendt for deres psykedeliske rock, der trækker tråde til 1960'erne og 70'erne, og for deres spektakulære liveshows med konfetti, alienkostumer, helkropsballoner og lysinstallationer.
Det var med albumklassikerne The Soft Bulletin (1999) og Yoshimi Battles the Pink Robots (2002), at bandet opnåede bred anerkendelse, mens sangen "Do You Realize??" for alvor skrev dem ind i rockhistorien.





