Koncerten bliver den første siden 2019
Det skotske rockband Primal Scream vender tilbage til Store Vega den 6. juni 2025. Sidst bandet spillede i Danmark var i 2019, og det er hele 14 år siden, at de sidst stod på scenen i Store Vega.
Læs også: Opeth indtog DR Koncerthuset
Frontmand, Bobby Gillespie, og resten af bandet har siden deres begyndelse været kendt for at smelte genrer sammen i en unik cocktail af alternativ rock, neo-psychedelia, house og indierock.
Bandets diskografi tæller album som Screamadelica (1991), Vanishing Point (1997) og XTRMNTR (2000). Her fremstår især Screamadelica som et skelsættende værk i bandets karriere med sange som "Movin’ on up", "Loaded" og "Come Together". I 2024 udkom bandets seneste album Come Ahead, som markerede deres første udgivelse siden 2016. Albummet er dermed det første efter tabet af bandmedlem Martin Duffy.
Come Ahead blev anmeldt af GAFFA, der kvitterede med fire ud af seks stjerner. Albummet fik følgende ord med på vejen:
"Come Ahead er ikke helt den fabelagtige opfølger på Primal Screams seneste formdyk, som man kunne have håbet på. Pladen vibrerer højt, når den holder sig til de hurtige, funky fix, men man savner i længden mere variation og især deres uimodståelige uforudsigelighed, og så er lange, introspektive ballader bestemt ikke skottens metier. Bobby Gillespie er dog stadig en forførende frontfigur, og Come Ahead leverer en håndfuld perler til dansegulvet, som han ubesværet og blæret udfolder sin swagger på."
LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Nej, Marilyn Manson er ikke cancelled i GAFFA