Nyhed

Fans frygter Jonas Brothers' opløsning

Den ikoniske søskendetrio har delt et virtuelt takkekort, der markerer bandets 20-års jubilæum - men hvordan ser fremtiden ud for brødrene?

Den ikoniske musikgruppe Jonas Brothers postede et opslag i nat, dansk tid, som har fået fans til at spekulere i, om brødrene er ved at gå hvert til sit. Opslaget blev delt på deres Instagram og er et form for takkekort, hvor musikerne tager et nostalgisk tilbageblik på de sidste 20 år, de har spillet sammen.

Læs også: Jonas Brothers spillede stor koncert i Danmark sidste år

På det amerikanske medie Billboard kan man læse, at opslaget har skabt panik blandt fans, der frygter, at gruppens tyvende år som gruppe også bliver deres sidste. Bekymringen er formodentlig udløst af den første sætning: "Som en familie har vi i det sidste stykke tid haft mange refleksioner..."


Brødrene Kevin, Joe og Nick Jonas skriver, at det er 20 år siden, at de startede med at spille musik sammen under navnet Jonas Brothers. De skriver: 

"For os føles det som i går, at vi pakkede familiens minivan med et par guitarer og eksemplarer af It’s About Time cd'er på vej til en eftermiddagsoptræden et sted, hvor vi kunne spille for hvem som helst, der ville lytte."

Billboard pointerer, at de første linjer var nok til at vække stor frygt blandt fans, og mange kommentarer til opslaget indebærer derfor en bekymring om, at beskeden var en afskedshilsen. Du kan selv læse det virtuelle takkekort i opslaget nedenfor.


Artiklen fortsætter efter opslaget.


Når man når slutningen af teksten, kan man i stedet læse, at gruppen ikke er ude på at knuse nogle hjerter i denne omgang. Beskeden er nemlig udelukkende et stort tak til alle, der har støttet dem på den musikalske rejse.

Opslaget fortsætter med at fremhæve, at trioen fejrer deres 20-års jubilæum ved at gøre det, de elsker. "2025 vil blive musikkens år," lyder det af beskeden. Jonas Brothers slutter deres tak af med ordene:

"Her er til de næste 20 år, og her er til at gøre det sammen," lyder det fra det amerikanske boyband.


LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2025: Afstemningen er i gang – gør din indflydelse gældende

ANNONCE