Nyhed

KUN HOS GAFFA: Kris er tilbage med tung lyd og ny attitude

I morgen udkommer singlen "Attitude" sammen med en musikvideo, som du kan se premieren på allerede nu.

Den danske musiker Kris udgiver i morgen sin nye single "Attitude". I forbindelse med udgivelsen udkommer en tilhørende musikvideo, som GAFFA i dag kan vise eksklusiv premiere på. 

Læs også: REPORTAGE: Kanon fest som afslutning på KarriereKanonen – vinderne kåret

Kris udgav sin debut-ep For evigt forbi i 2024. Nu er han tilbage og har endnu en ep på vej ført an af den nye single "Attitude" – en bastungt, klub-anthem til nattens uovervindelige.


"Alle kender den her person, som har dedikeret sit liv til festen, natten og tung bas – alt det farlige, men også dragende og spændende ved byen. Det er dem, vi synger om her – de uovervindelige," fortæller Kris i en pressemeddelelse. 

På den kommende ep, Alterdetsamme, vil musikeren vise en ny side af sig selv – en udvikling, der starter med titlen "Attitude": "Det hele er blevet tungere, mere dystert, men også mere frit. De nye sange repræsenterer for mig et sted, man kan søge ind i og være præcis, hvem man vil – hvor man glemmer sine tanker og problemer, men også konfronterer dem," forklarer han. 

Ligesom tidligere er de nye sange skabt i et tæt samarbejde med produceren Mathias Kjeldgaard, mens "Attitude" gæstes af det unge r&b-talent Will, der i sidste uge var Ugens nye navn i GAFFAs. Will er kendt for singlerne "Fravær", "Passer på" og "Svæver". 


Læs også: Koncertanmeldelse: Kris ramte hovedet på sømmet på Spot

Kris vandt KarriereKanonen i 2023 og spillede derefter koncerter på Lille Vega, Spot Festival samt et udsolgt Ideal Bar. Til koncerten på Spot Festival kvitterede GAFFAs anmelder med fem stjerner og beskrev hans optræden med ordene: "Den perfekt kalibrerede AutoTune-vokal er så smittende, at man simpelthen ikke kan undgå at blive ramt af Kris’ smerte- og håbefyldte ballader." 

Du kan se premieren på musikvideoen til "Attitude" her:


LÆS OGSÅ: Tre hurtige til ugens nye navn: Det skal være legende, grænsesøgende og noget, man husker

ANNONCE