Nyhed

The Cranberries i retssag mod pladeselskab: Sagsøgt for tilbageholdte royalties

De resterende medlemmer af rockbandet anklager deres pladeselskab for at have tilbageholdt royalties.

The Cranberries har netop indgivet en retssag, hvor de anklager deres pladeselskab, Island Records, og dets moderselskab, Universal Music Group (UMG), for at have tilbageholdt et millionbeløb fra digitale streamingindtægter. Sådan skriver mediet Digital Music News.

Læs også: Storbritannien revurderer AI-politik efter pres fra musikbranchen

I sagsdokumentet hævder bandet, at pladeselskabet har underbetalt de indtjente royalties, udført ulovlige fradrag på udenlandske streamingindtægter og ikke har udbetalt alle YouTube-indtægter. De kræver nu, hvad der svarer til lidt over 37 millioner danske kroner i kompensation samt renter og sagsomkostninger.


Sagen er anlagt ved en føderal domstol i Manhattan og udspringer, ifølge Digital Music News, af en revisionsrapport fra 2021, der afslørede nogle iøjnefaldende uregelmæssigheder i pladeselskabets afregninger. I sagsdokumentet fremhæver bandmedlemmerne deres indtægter fra Spotify og YouTube, der ifølge dem ikke stemmer overens med det beløb, pladeselskabet har modtaget.

Alene fra YouTube mener bandet, at de har ret til 35 millioner kroner, mens de kun har modtaget omkring 7 millioner. I retssagen beskylder de Island Records for kontraktbrud og for ikke at have opfyldt den "underforståede forpligtelse til at handle i god tro og med rimelighed," lyder det af dokumentet.

Læs også: The Cranberries: Da vi fik en snak med Dolores O'Riordan


The Cranberries fik sin globale succes med hits som "Linger" og "Zombie", hvor sidstnævnte har over 1,5 milliarder streams på Spotify. Bandet blev opløst i 2018 efter forsanger Dolores O’Riordans tragiske død.

Den netop oprettede retssag markerer ikke første gang, The Cranberries har udfordret deres pladeselskab juridisk, skriver Digital Music News. De tidligere sager fra 2000 og 2003 blev dog trukket tilbage.

LÆS OGSÅ: 84 procent af sangene på Billboard-hitliste startede som TikTok-trends


ANNONCE