Til koncerten kan du høre, hvordan The Raveonettes lyder anno 2025
Den danske rockduo The Raveonettes, der består af Sune Rose Wagner og Sharin Foo, spiller koncert på Gamle Scene i Det Kongelige Teater den 21. maj 2025.
Læs også: Tilbageblik: The Raveonettes reflekterer over karrieren på artisttalk-turné - premiere i aften
Samtidig har duoen annonceret, at de udgiver ny musik for første gang i otte år. Pe'ahi 2 udkommer den 25. april 2025, og følger, ifølge en pressemeddelelse, stilen fra Pe’ahi albummet fra 2014 med temaer som "opholder sig ved livets skrøbelighed, døden, længslen og ikke mindst sårbarheden." Pladen er indspillet i Nashville, Los Angeles og København, og Wagner og Foo arbejder desuden allerede på den næste plade, der udkommer i slutningen af året.
Læs også: VIDEO: Se Prisma fortolke forbillederne The Raveonettes
The Raveonettes tog deres første skridt på debut-ep'en Whip It On i 2002 med lige dele støj og pop. Duoen hentede dengang inspiration fra 1950’ernes amerikanske rock’n’roll og i begyndelsen af 00'erne blev de en del af garagerockscenen, hvor bands som The Hives, The Strokes og The White Stripes rasede.
Da The Raveonettes sidste sommer gav koncert på Syd for Solen modtog de fem stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev: "Når The Raveonettes smider de stærkeste kort, er de stadig i en klasse for sig."
Billetsalget til koncerten starter fredag den 7. februar 2025 kl. 10.00 og kan købes via livenation.dk og ticketmaster.dk.
Du kan lytte til Pe'ahi her: