Nyhed

The Smashing Pumpkins indtager dansk spillested

Rockbandet lægger vejen forbi København til sommer

Rockbandet The Smashing Pumpkins indtager Store Vega i København den 18. august 2025 med deres karakteristiske blanding af rock, pop, metal, goth, psykedelisk og elektronisk musik.

Læs også: OVERRASKELSE: The Smashing Pumpkins har lige udgivet nyt album

Bandet blev dannet i 1988 i Chicago af Billy Corgan, der er bandets frontfigur. De udgav deres debutalbum Gish i 1991, som introducerede deres karakteristiske lyd. Men det var først med albummerne Siamese Dream (1993) og Mellon Collie and the Infinite Sadness (1995), at de for alvor satte deres præg på musiklandskabet op gennem 90'erne. 


The Smashing Pumpkins har solgt over 30 millioner album på verdensplan, og de kan skrive flere kultklassikere på cv'et. Senest udgav bandet albummet Aghori Mhori Mei (2024), som var det første album med deres nye guitarrist Kiki Wong, siden Jeff Schroeder forlod bandet efter 16 års troskab. Wong blev valgt efter en lang ansøgningsproces, hvor bandet havde modtaget mere end 10.000 ansøgninger.

Læs også: POPULÆRT JOB: Så mange har søgt den ledige stilling som guitarist hos The Smashing Pumpkins

Albummet modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder og ordene: 


"Der er både detaljerigdom, man kan dykke ned i og fræsende guitarer at give sig hen til på albummet, der er vidunderligt prætentiøst med linjer som 'Milk such blood / To fare thee lost from all but away.' Vi er på alle måder tilbage i velkendte landskaber med de klassiske Pumpkin-dyder i behold. Og selvom Aghori Mhori Mei måske nok har mere til fælles med Zeitgeist end med Mellon Collie… er den stadig et lyt værd. Og et vidnesbyrd om, at der stadig er saft og kraft tilbage i de aldrende græskar." 

Billetsalget starter fredag den 14. februar 2025 kl. 10.00, og billetter kan købes via livenation.dk og ticketmaster.dk.

LÆS OGSÅ: Det psykedeliske rockband Unknown Mortal Orchestra udgiver ny single


ANNONCE