Nyhed

Bryan Adams bringer Tivoli tilbage til '69 - hele to gange

Det canadiske ikon bringer sit show forbi Tivoli hele to gange til sommer

Sidste år gæstede han hele tre danske arenaer og var desuden også at finde på den fynske festival Tinderbox. Nu vender Bryan Adams tilbage til Danmark og giver sine to eneste danske koncerter midt i Tivoli til Fredagsrock den 8. august og Lørdagshits den 9. august 2025. 

Læs også: 118 år før han dør: Tidløs topform på Tinderbox

”Jeg glæder mig virkelig til at give den gas i Tivoli, København. Vi har haft så mange fantastiske koncertoplevelser i Danmark og kan ikke vente med at se jer der!” fortæller Bryan Adams i en pressemeddelelse. 


Om de to eksklusive koncerter fortæller kulturdirektør Frederik Wiedemann også: ”Vi har som de eneste i Danmark sikret os Bryan Adams i år, hvor han spiller to dage i træk i Tivoli. Bryan Adams har siden sin debut i 1980 oparbejdet en stor fanskare, og han er et eftertragtet livenavn, så vi glæder os meget til at præsentere ham til både Fredagsrock og LørdagsHits i august. Der er udsigt til et par flotte sommeraftener i Tivoli fyldt med kendte hits og syng-med-sange for flere generationer.”

Bryan Adams debuterede tilbage i 1980 med det selvbetitlede debutalbum Bryan Adams, men er bedst kendt for sit fjerde studiealbum Reckless fra 1984, der indeholder musikerens største hits "Summer of 69", "Heaven" og "Run To You". I løbet af sin lange karriere er det dog blevet til over 20 album og mere end 65 millioner solgte singler.

Bryan Adams optrådte sidst på dansk jord, da han lagde vejen forbi Tinderbox til en femstjernet optræden, som GAFFAs anmelder tildelte ordene: "Bryan Adams takker gentagne gange publikum, udtaler med smil sit navn på dansk og kalder sig en ”Brian” (han havde, som sladderbladslæsere vil vide, i mange år en dansk kæreste) og ligner en mand, der kan blive 118 år, før han dør, stadig syngende de samme gamle sange. Og hvis jeg kan, vil jeg gerne blive ved med at synge med."


Kellermensch-medlem overrasker med ep-udgivelse

ANNONCE