Sammen med bandet Ondskyld spiller indie-musikeren Dork en dobbeltkoncert til februar
Danske Lærke Simoni med det musikalske alias Dork spiller den 6. februar en dobbeltkoncert på Urban 13 i København i ledtog med bandet Ondskyld.
Man kan ifølge en pressemeddelelse forvente en intim og dynamisk koncert, hvor Dork inviterer publikum ind i sin melankolske verden.
Læs også: Ugens nye navn: Hverdagsproblemer med drømmende kant
Tilbage i november udgav indie-artisten sin debut-ep med titlen I'm Not a Good Person, der udforsker de "grimme sider af jeg'et," forklarer pressemeddelelsen og uddyber: "Dork leger anti-hero, når hun synger om ghosting og at lyve omkring det".
I forbindelse med udgivelsen af ep'en blev Dork fremhævet af GAFFA, som en af redaktionens favoritter fra vækstlaget. Her blev hendes musikalske univers beskrevet som "en blanding af groovy, guitarbaseret indierock, krydret med elementer af dreampop og bittersød garagepop. Teksterne portrætterer en hovedperson, der balancerer mellem dovenhed, asocialitet og selvironi, hvilket gør musikken både relaterbar og menneskelig."
Du kan købe billetter til dobbeltkoncerten her. Mens du venter på, at det bliver februar, kan du lytte til Dorks ep nedenfor.