Giift er klar med den sidste single fra en kommende ep
Efter et vellykket 2024 sparker neo-soul- og r&b-sangeren Giift 2025 i gang med udgivelsen af den sidste singleforløber til sin kommende ep med singlen "Pussy". En hyldest til til selvudfoldelse, seksualitet og identitet.
Læs også: 15 danske album, vi ser frem til i 2025
Ifølge en pressemeddelelse er "Pussy": "En frygtløs fejring af at være sig selv, hvor Giift skaber en lyd, der er både sensuel og storslået." Om den nye single fortæller Giift selv i meddelelsen: "Jeg ville lave noget, der giver plads til at være stærk og ægte – at omfavne det, man er, på sine egne præmisser."
"Pussy" er den første udgivelse fra sangeren i 2025, og markerer den sidste single inden hendes kommende ep ser dagens lys den. 21. februar. Singlen kommer efter et succesfuldt 2024, hvor hun vandt den prestigefulde Music Moves Europe Award og en DMA-statuette som Årets Sangskriver.
Giift, med det borgerlige navn Klara Mkhatshwa Munk-Hansen, debuterede i 2022 med ep'en Archives, og siden da er det gået hurtigt for sanger og sangskriveren, der var en del af Vegas Udvalgte i 2023 ved siden af Cyd Williams, Mona Moroni, Debbie Sings, Ung-Skab og de ligeledes succesfulde Kind mod Kind.
Giift har det seneste år udelukkende spillet udenlandske koncerter og spiller desuden også en koncert den 16. januar på den hollandske festival, Eurosonic Noorderslag. Der er endnu ikke annonceret nogle koncerter på dansk jord i 2025.
Hør den nye single her:
Prisma vender tilbage til Rust til stor fødselsdagsfejring