Trods en løst defineret ramme formåede aftenen at præsentere dansk musiks favntag med det engelske sprog med en fin og substantiel dybde
Arkivfoto
Man skal være kreativ som spillested. Hvert år er der en plakat, der skal fyldes ud med navne, som skal ræsonnere dybt nok i publikum til, at de vil bruge deres sparepenge på at se deres heltinder og helte i aktion. Har man ikke lige sådanne navne på hånden, må man ryste posen og finde på koncept-koncerter eller puljer af artister på samme sted eller platform. Vækstlaget er tit et godt grundlag for sådanne aftener, men nu har Vega tager skridtet videre med aftenen ”Verden Venter” – for den engelsksprogede danske musik, åbenbart.
Med denne temmeligt vage fællesnævner har man set anledningen til at bringe fire kvindelige solister ind på en koncertaften: Helena Gao, Mekdes, Giift og Selina Gin. "Noget for enhver smag" har måske været udgangspunktet, men overgangen imellem lige præcis disse fire udpluk skulle vise sig at blive rimelig velvalgt.
Fremmødet til aftenens quadruple-koncert er… sparsomt. Faktisk har jeg aldrig oplevet så beskedent et fremmøde i Store Vega. Gæsterne består mest af alt af beskedne fanskarer tilsat bekendte og involverede branchefolk på kryds og tværs. Det er åbenbart lidt en kunst, det med at sælge det angiveligt uforløste potentiale, da det på en måde også er aftenens præmis. Der er noget godt i vente, og nu skal de fire artister bruge aftenen til at finpudse og justere produktet. Det er måske en stor luns at smide 300 kroner for.
Helena Gao ***
Men nok om publikum. Aftenen sparkes i gang af det relativt ubeskrevne blad, Helena Gao, som igennem klaveret og Logic 9-produktion har DIY’et sig selv ind i dansk musik. Det betyder også, at hun især mangler tilspidsning, når det kommer til live-formatets udfordringer. Hun går på scenen solo med guitar, hvilket fungerer på numre som ”The Talk”, hvor hendes fine vokal får lov til at fylde billedet, men det halter gevaldigt på samtlige andre numre. Hun gør særligt meget brug af specielle lydeffekter og en speciel Garageband-æstetik, men selvom ”God’s Favorite” er en fornøjelse i studieversionen, kan hendes iltre dans og sang ikke rigtig gøre op for den gabende tomme scene med højtalere, der tilmed hiver den bånd-optagede melodi på overarbejde. Lukkeren ”Icon” er desværre alt for meget af sidstnævnte skuffe, hvilket får en til hurtigt at glemme de ballader, som koncerten også bestod af.
Stilen er yndig, men poleret. Gao bruger mest mulig tid på at komme ud over scenekanten, og som performer er det egentlig et kæmpe plus. Men for den musikalsk interesserede gør det desværre ikke den store gavn for hendes produktioner. Indtryksmæssigt drukner sangene i hinanden uden at skille sig positivt ud. Der er formentlig et stort potentiale i hendes alternative stil og udtryk, som i høj grad følger tidens toner. Det hele lyder i høj grad, som hvis Taylor Swift og Rina Sawayama fik et barn sammen, men ikke havde pengene til at passe på det. Men i koncertformat mangler den fylde i form af mere band og mere show i det hele taget, før vi kommer op i de højere luftlag.
Mekdes ****
Anderledes rutineret træder Mekdes dernæst på scenen akkompagneret af et beskedent om end afrundet duo-orkester. Det gør desværre ikke meget for åbneren ”Hanging Upside Down", da den altoverskyggende guitar på nummeret ikke er med i line-uppet, og det er en stor skam. Til gengæld har de seneste års erfaring på musikscenen sat sig i Mekdes, hvilket er tydeligt på de efterfølgende ”Give You More”, ”Easy” med (kæreste)danser og den rolige ”Leave”.
Vennen Uro bliver hevet på scenen til det uventede gennembrudshit ”Føles Godt” der er lige lovlig High School Musical til undertegnede, men rammer rent ind hos de tilstødende Insta-postende teens i lokalet. I det hele taget er alt ved Mekdes fløjlsblødt, hvilket ”Hold Me” og ”Close My Eyes” bekræfter, men det går også rent ind med den lækre produktion på numre som lukkeren, der også giver koldingenseren plads til at give hendes flotte vokal fuldt flor.
Med støt kurs og stigende erfaring er Mekdes vokset ud af sine egne benspænd fra sidst, jeg så hende på Smukfest, året efter hendes sejr i P3 Talent-prisen. Den rummelige pop har fået kant og finesse i liveformat via en sanger, som er professionel og selvsikker helt ind til benet. Og selvom man virkelig (!) kunne ønske sig en levende guitarist på scenen igen igen, løste Philip Lehrhardt og Claes Skovbjerg på bas og keys opgaven rigtig fint. Det er helt igennem dejligt at se Mekdes vokse sig ind i rollen som spirende popstjerne herhjemme og være i stand til at bære det.
Giift *****
Mekdes' modenhed var dog ikke aftenens største overraskelse. 18-årige Klara Mkhatshwa har med Giift-projektet lynhurtigt fået skabt et velfortjent renommé både i form af fans og kritisk omtale. Det ser ikke ud til at stoppe efter aftenens koncert i Vega, da klaverslaget til ”Pov” fra ep’en Conditions først rammer salen. De ellers lettere anonyme numre i studieversionerne får helt nyt liv i skikkelse af en levende intens Mkhatshwa med band. Det kommer særligt til syne på den vidunderligt bittersøde ”Lonely”, der balancerer stilfuldt mellem Giifts fejlfrie levering og de tilstødende trommer og guitar.
Formen fortsættes på ”Necklace” og ”Fed Up”, mens ”Me Time” virkelig får det bedste frem i det unge stjernefrø. ”Blue Moon” giver guitaristen lov til at folde sig upåklageligt ud, mens ”Home Stu Freestyle” og ”Always Be Mine” sparker tiltrængt energi ind i sortimentet. Det er dog ikke sådan, at man ville være de foruden sjælfulde ballader som lukkeren ”If You Leave”, da de virkelig er dét: sjælfulde. Det er langtfra alle ballader, der er det.
Der har i lang tid været et gabende hul i det danske r&b-landskab. Det hul synes at være blevet betydeligt mindre med Giifts entre i dansk musik. Hendes Summer Walker-beslægtede sengekammer-soul er særdeles hypnotiserende og betagende. Lyden i studiet kan være repetitiv til det faretruende, men i live på scenen er der så meget nærvær og ånd i hendes levering og karisma, at det bringer sangene hen i det epicenter, hvorfra de blev skabt. Det tror jeg er noget af det sværeste for en musiker at gøre. Men nøj, hvor excellerer Giift i lige præcis den disciplin.
Selina Gin ****
Aftenens midnatsdessert kommer i form af den mystisk elegante Selina Gin, bedst kendt fra den succesfulde Nelson Can-trio, der huserede på visse af landets radiokanaler fra 2012 og indtil bandets opløsning i 2020. Nu er hun gået solo, cementeret med debutalbummet Patiently Waving fra sidste år, og det er også afsættet for hele aftenens sæt med start i ”Default Setting”. Modsat de andre har Gin taget hele bandet med fra studiet, og det er ekstremt klædeligt og temmelig nødvendigt for den fylde, som hendes sange virkelig rummer. Det er cool, smooth og pisse elegant, hvilket ”Good Cry” og ”We Had It All” kun bekræfter ved aftenens koncert.
”Favourite Melody” bliver dedikeret til Gins egen mor og mødre generelt (tror jeg), før bandet glider let og ubesværet over i de teknisk spændende ”Young & Alive” og ”Weighing Me Down”. Decideret sjovt bliver det faktisk også på den dansable ”Multiple Reasons” i et i forvejen temmelig alternativt univers. Der er smæk for skillingen, mens Selina løber ned og rundt mellem publikum i ren iver. ”I See What You’re Fighting For” sender aftenen på hæld med ynde.
Som en mikstur med lige skud Sharon Van Etten og Nick Cave rammer Selina Gin en nerve i sin musik, der på én gang tilhører en hedengangen generation og også føles spritny. Skønsang akkompagnerer den klassiske rock, før den housede rytme i næste nu griber ind i den ellers pæne indie-pop. Til tider bliver den unægtelige kvalitet en tand stillestående, men hvad gør det, når produktet er så gennemført? Nelson Can synes i hvert fald at være en fjern fortid, når Selina Gin står på egne ben og synger dæmonerne væk.
Jeg synes egentlig, at labelet "internationalt potentiale" er en af de mest intetsigende og vage floskler, vi gør brug af i den danske musikbranche. Det, der appellerer til alle, appellerer oftest til ingen. Men når det er sagt, tog aftenens Vega-arrangement temperaturen på den engelsksprogede danske musiks vækstlag, og det tegner rigtig lovende. Der er mange mulige veje at gå for de vordende artister, der lige om lidt får lov til at præge deres helt egen generation af spirende stemmer. Om der kommer et udlandsgennembrud ud af det, er faktisk temmelig underordnet, når man bare sætter sig ned for at lytte til musikken. De få, der havde taget turen ind i Vega, blev tvunget til lige præcis det. Og det var skam en fornøjelse.
