Nyhed

Nye hiphop- og popnavne annonceret til GrimFest

GrimFest trækker nye og kendte stjerne fra både hiphoppen og poppens verden ind i årets sommerprogram

Danmarks Grimmeste Festival, bedre kendt som GrimFest, har netop åbnet godteposen og annonceret et solidt dansk hiphop-og popprogram. Til sommer kan du glæde dig til at opleve singleaktuelle Mas samt den veletablerede hiphopproducer og dj Rune Rask.

Læs også: GrimFest løfter sløret for de første navne på plakaten

Mas' nye single "Lønningsdag" udkom den 10. januar som en del af nedtællingen til det nye album Månen er min ven, der udkommer den 17. januar 2025.


Hør singlen nedenunder:

De nye navne kommer i kølvandet på decembers annonceringer, som også tæller de populære og hårdtslående pop/rock-smede Rud Aslak og Rasmus Theodor, bedre kendt som Barselona.


Pop-duoen får selskab på plakaten af den alternative pop/rock-sanger og guitarist Julie Elinor, der debuterede med ep'en Flares in the Dark (2020) efterfulgt af hittet "Disarray" i 2021, som dengang blev kåret som P3's Uundgåelige. GAFFA har tidligere spået hende til at blive en af de helt store danske stjerner. Dengang, i 2023, beskrev GAFFA hende som "en sanger med en smuk og længselsfuld stemme og som en kunstner, hvis sange emmer af stemning med både en melankolsk undertone og appel til danseskoene." Julie Elinor udkom i november med singlen "Neon Glow," der varsler hendes kommende 2025-album Anywhere With You.

Hør singlen her:


Mas, Rune Rask, Barselona og Julie Ellinor slutter sig til allerede offentliggjorte Aphaca, Bikstok, Jonah Blacksmith, Sorthandsk, Turboweekend og Yör, der også blev offentliggjort i december. 

Læs også: Julie Ellinor skildrer dyb kærlighedsrelation på ny single

Som konferenciers har festivalen offentliggjort den østjyske undergrundsrapper Henrik Hass, kendt som freestyler ved Mc's Fight Night, og som del af hiphopfirkløveren Idioterne. Dertil er Jonny Hefty og Jøden atter konferenciers, når festivalen løber af stablen i udkanten af Brabrand i Aarhus den 29. juli til 2. august 2025.


Ifølge festivalens arrangører ryger billetterne hurtigt, og allerede nu er der kun trin-tre billetter tilbage, hvilket vidner om festivalen popularitet. Ifølge Aarhus Stifttidende har festivalen allerede solgt mere end tre gange så mange billetter i forhold til samme tid sidste år, hvilket spår om et rekord år for festivalen.

Udover musik byder festivalen på både stand up, poetry slam samt skatekonkurrencer med deltagere fra hele landet. 

LÆS OGSÅ: Grim skal blive ved med at dyrke kulturen og lære andre at gøre det samme

ANNONCE